Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Stub, Ambrosius, 1705-58, Digter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
S. ikke videre forulempet. Han synes trods sine kummerlige
ydre Forhold at have nydt en vis Agtelse for Lærdom og Evner;
1756 ansøgte han paa Vers Stiftamtmanden om officiel
Anerkjendelse for sin Undervisning og Adgang til ved forefaldende Vakance
at overtage en af Byens offentlige Skoler. Dette sidste naaede
han dog ikke; han døde 15. Juli 1758, 53 Aar gammel, insolvent
og «i den yderste Armod».
S.s Levnedsomstændigheder og digteriske Betydning ere først
i nyere Tid nogenlunde udredede. Hans nærmeste Eftertid
tillagde ikke hans Produktion nogen litterær Vægt; men derimod har
Traditionen paa de Egne, hvor han færdedes, omgivet hans Navn
med 2 Rækker af Sagn, dels, ligesom det var Tilfældet med Wessel,
af cynisk og skurril Art, dels, som med Ewald, af et
romantisk-erotisk Skjær. Det første forklares af hans Stilling paa
Herregaardene, hvor han vistnok bl. a. har fungeret som Forlystelsesraad,
efter Tidens Skik ikke altid i den fineste Stil. Men det
plumpe eller smudsige Element træder ingenlunde saaledes frem i
hans Digte som i mange af hans samtidiges, og tog han sig end
stundum en Taar over Tørsten, er der dog intet, der tyder paa,
at han har været forfalden til Drik. Paa den anden Side var
Skriverkarlen hos de fynske Godsejere alt andet end en
Troubadour, der fri som Fuglen
«drog om fra Kastel til Kastel»,
saa lidt som han var en sværmende Erotiker eller en romantisk
Aand, der bukkede under og sank sammen over for en uforstaaende
Samtids Miskjendelse. Han var aabenbart en højst letsindig og
ustadig Svend, der nød Livet, lidet nøjeregnende med
Elskovsæventyr som med Penge, og derfor ganske naturlig endte i
Sygdom og Fattigdom. Den ejendommelige Stilling, han indtog i
Selskabslivet, betegnes maaske bedst ved Grev Rantzau til Brahesborgs
lidt aristokratisk overlegne Ytring, at han var «en ganske egen
Fyr og et Pokkers godt Hoved». Baade som Menneske og som
Digter har han noget til fælles med Ewald, om han end er i mindre
Stil. Midt i Paryktiden, paa Overgangen fra Holbergs
Forstandsdigtning til den Klopstockske «überschwengliche» Følelsesretning,
som han dog ikke levede nær nok paa eller længe nok til at blive
paavirket af, er S. den enlige Svale, der varsler en ny Sommer for
Lyrikken, Stenersens, Tullins og Ewalds Alder. Dette beror maaske
især paa, at han ikke tog sig selv og ikke af andre blev tagen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
