Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Stuckenberg, Frederik Henrik, 1832-99, pønitentiær Forfatter - Stuckenberg, Viggo Henrik Fog, f. 1863, Forfatter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i 20 Aar ledede Tidsskriftet. – S. blev 2 Gange gift: 1. (14. Maj
1862) med Johanne Georgine Fog (d. 24. Maj 1895), Datter af
Toldforvalter F. i Slagelse, 2. (11. Marts 1896) med Victoria Bjørn,
Datter af Skovrider B. paa Ovrup. Han døde 4. Maj 1899.
Alexander Kraft.
Stuckenberg, Viggo Henrik Fog, f. 1863, Forfatter.
V. S. er født 17. Sept. 1863 ved Vridsløselille og Søn af ovennævnte
Hospitalsforstander F. H. S. og dennes 1. Hustru. 15 Aar gammel
kom han til Orlogs for at blive Søofficer; det mislykkedes, men
1884 tog han Artium. Han studerede en Tid østerlandske Sprog
og Ethnogran, senere blev han Lærer i Kjøbenhavn. S.s første
Bog er «Digte» (1886); 1898 udkom en anden Digtsamling,
«Flyvende Sommer», 1894 Æventyrdigtet «Den vilde Jæger». Mest har
han skrevet Fortællinger. «I Gjennembrud» (1888) og «Messias»
(1889), væsentlig Studenterskildringer, vise kvik Iagttagelses- og
Gjengivelsesevne, men Virkeligheden staar noget trykkende nær.
Anderledes frit rører han sig i «Fagre Ord» (1895), «Valravn»
(1896) og «Sol» (1897). De handle om Sjælekriser, især i
Elskovsforhold. Den psykologiske Redegjørelse i dem kunde være mere
indgaaende og overbevisende, men de rumme en heftig Stemningsfylde,
svingende i dybe Bølger af Lykke og Goldhed og Lidelse.
I «Hjemfalden» (1898) og «Asmadæus» (1899) tegnes et Par Forbrydere,
der knap ere det: deres Natur ligger hinsides Samfundets
Sæd og Ret. Foruden 2 «Romerske Scener» i dramatisk Form
(1895) har S. end videre 1899 udgivet den indtagende Æventyrsamling
«Vejbred» og 1901 «Sne» (som privat Bibliotheksudgave «Nye
Digte»).
S. har mest følt sig draget af russisk Digtning; han er ogsaa
i Slægt med den, navnlig i sin Personskildring: Mændene hos ham
ere ofte lade og vagabondagtige, drømmende og vege. Kvinderne
have derimod Vilje og Virkeevne. I hans fleste Figurer er der
tillige en nervøs, saarbar Frihedsattraa; et Forhold, der ikke mere
bæres frit i levende Følelse, bliver et Baand i det blodige Kjød,
saa de maa rive sig løs. Og de have en stærk Dragning mod det
udendørs, mod det aabne Land. Naturglæden er hos S. fuldere
end Menneskeinteressen. Hans Bøger ere tit Kjærlighedserklæringer
til det sjællandske Landskab; det lyser og skygger over hans
Personer. Den dirrende Uafhængighedshu gjenfindes i hans Sprog og
Billeder. Han ser fint og for sig selv og skriver udsøgt med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
