Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Wadskiær, Christian Frederik, 1712–79, Poet og Professor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Nu stod W. atter paa bar Bund; men naar hans egen Søn
beretter, at han endog en Tid maatte lade sig underholde af sin
fordums Tjener, Mathematikeren Didrik Fester (V, 131), lader dette
sig dog ikke forene med Festers Alder (19 Aar) og øvrige Forhold
paa denne Tid. Det varede ogsaa kun nogle Maaneder, inden
Universitetspatronen Grev Holstein fik W. anbragt som Professor
poeseos, senere eloqventiæ, ved Kjøbenhavns Universitet, hvor han
i Juli 1755 ogsaa tog Magistergraden. Fra den Tid skrev han
væsentlig kun latinske litteraturhistoriske Disputatser, men medens
han opgav sin egen Digtervirksomhed, overtog han i Kraft af sin
Stilling Censuren over andres, hvortil hans Smag lidet kvalificerede
ham, ligesom han trods sin ubestridelige Flid og Lærdom næppe
heller fyldte i det akademiske Lærerembede. Han døde 5. (9.?)
Nov. 1779.
W. skal have været en godmodig og hjælpsom Mand, efter
eget Sigende snarere af et tungt end, som man af hans Digte
skulde slutte, et muntert Sind. Han ægtede 1755 Christiane Annette
Friedenreich (d. 1774), Datter af Provst F. i Stege, og 1778
Frederikke Hæseker, Datter af Etatsraad, Borgmester H. (VIII, 215).
W. besad baade Aandslivlighed, stor metrisk Lethed og en
udbredt Belæsthed. Men hans Digtning var lige saa tom paa
Indhold som udtværet og smagløs i sin Form, og hans Viden var
polyhistorisk Sprænglærdom, anbragt paa urette Sted. Som saa
mange af sine Kaldsfæller maatte han en Tid lang leve af at holde
formelig Versbutik, og da han endelig fik en fast Stilling,
foranledigede den ham til at blive ved paa samme Maade: splitte sine
poetiske Evner i Lejlighedspoesi og sin Lærdom i Disputatser,
uden nogen Sinde at forsøge sig paa et større og betydningsfulderé
poetisk eller videnskabeligt Æmne. Da Forholdene nu tillige hævede
ham op paa den akademiske Lærestol og i Poesiens officielle
Dommersæde, samtidig med at Ambrosius Stub og Ewald
nødlidende og ringeagtede gjenfødte den danske verdslige Digtning, er
han for Eftertiden kommen til at staa i et næsten komisk Lys som
vor sidste professionelle Rimer og Type for en forældet og
udlevet Smag.
Ligesom sine Forgængere helt fra Bording af er W. mindst
heldig i de større, højtidelige Lejlighedsdigte, hvor han især fejrer
Begivenheder i Kongehuset i pathetiske Alexandrinere eller endog
paa Latin. Her bevæger han sig i de tomrneste og mest
opstyltede Fraser, undertiden endnu i den 2. schlesiske Skoles hule
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
