Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Valdemar II, 1170–1241, Konge - Valdemar (III), 1209–31, Konge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Berettigelse, hvormed han er bleven kaldt siden det 16. Aarhundrede,
bærer han med lige saa stor Ret Navnet Lovfører (legifer),
hvormed han kaldtes allerede i det 14. Aarh. Mindst kan man billige
i hans Styrelse, at han overlod mange Landsdele til sine Sønner
(Abel fik Sønderjylland, Niels Nørrehalland osv.) eller til
Slægtninge. Enkelte Overdragelser vare nødvendige Erstatninger for de
Tab, som Ulykkesaarene havde bragt, andre har V. anset nyttige
for Landeforsvaret, men den følgende Tid skulde vise Faren ved
en saadan Udstykning.
Kong V. døde Skærtorsdag 28. Marts 1241 i Vordingborg og
blev begravet i Ringsted Kirke. – Vi have ingen Efterretninger
om V.s Udseende og næsten ikke Oplysninger om hans personlige
Fremtræden. Men vist er, at han nød den største Anseelse hos
alle, at det ingen Sinde nævnes, at en dansk Mand har været
hans Fjende, og at der aldrig høres om, at han har baaret Nag
til nogen. Aldrig var der Oprør eller Uroligheder under hans
Regering, og selv i de Aar, da Kongen sad i Fængsel, skete der
intet Brud paa Landefreden. Om hans mangesidige Interesser
vidner det, at flere islandske Skjalde søgte til ham og bleve
gjæstfrit modtagne; Olaf Hvítaskáld omtaler Kongens store Viden, og
hvorledes han forsøgte at omdanne Runealfabetet til at gjengive
alle latinske Bogstaver. Islandske Sagaer kalde da ogsaa V. den
mest udmærkede Konge i de nordiske Lande. De samtidige
Kilder fra Danmark omtale ham med Taknemmelighed og Beundring,
Traditionen har aldrig opdigtet en ond Gjerning af V., den har
kun berømmet ham som Sejrherre og sørget ved hans Uheld. Da
han døde – saaledes maatte en Aarbog ikke lang Tid efter
udtale – «faldt Kronen af de danskes Hoved».
Johannes C. H. R. Steenstrup.
Valdemar (III), 1209-31, Konge, Søn af Valdemar II og
Dagmar (IV, 134), fødtes 1209. Paa et Møde af Landets Stormænd,
som Kong Valdemar lod holde paa Samsø 1215, vare alle enige
om at aflægge Ed til V., og kort efter blev han enstemmig taget
til Konge paa Viborg Landsting. Ved en stor Fest i Slesvig
St. Hansdag 1218, hvor 15 Bisper og 3 Hertuger vare tilstede,
blev V. salvet og kronet. Han deltog med Faderen i den
ulykkelige Jagt paa Lyø i Maj Maaned 1223, da begge Konger bleve
fangne af Grev Henrik, og han sad i Fangenskab indtil Paaske
1226, da han udløstes imod, at Broderen Erik gik i Fængsel i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
