Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Valkendorf, Christoffer, 1525–1601, Rigshofmester
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
– Det lader til, at V. ikke har været Statholder i Kjøbenhavn
længere end til Udgangen af 1584; men 1595 fik han paa ny dette
Hverv, først sammen med sin Ven Arild Huitfeldt og siden alene,
indtil sin Død.
For Universitetet og de studerende nærede V. megen Interesse.
Han understøttede gjærne fattige Studenter eller gav dem Midler
til Udenlandsrejser, og han stiftede sig et varigt Minde ved 1588
i den Bygning, der i sin Tid som Karmeliterkollegium havde
spillet en ret mærkelig Rolle i det ældste Universitets Historie, at
grunde den Bolig for 16 Studenter, der endnu bærer hans Navn
og nu i over 300 Aar har afgivet et kjært Hjem for saa mange
trængende Studenter. Foruden Huset og Grunden samt en
Bogsamling gav han en Kapital paa 6100 Rdl. til Husets
Vedligeholdelse og til Stipendier for Beboerne, som han i sin Levetid ogsaa
paa anden Maade saa til gode. Hans Fundats for Kollegiet er
udstedt 16. Juli 1595.
Efter Frederik II’s Død (1588) indtraadte V. i det
Regeringsraad, som med Kansler Niels Kaas i Spidsen under Christian IV’s
Mindreaarighed styrede Rigerne. Det var et haardt Slag for
Enkedronning Sophie, at hun ikke fik nogen Del i Statsstyreisen, og
Tilsidesættelsen af hende gav i adskillige Aar Anledning til mange
ubehagelige Stridigheder. Efter Sigende havde V. været tilbøjelig
til at føje hendes Ønske, men var bleven overstemt i Rigsraadet.
– I de Aar, V. var i Regeringen, ramtes han for øvrigt af den
værste Modgang, han i sit Liv maatte prøve, en Modgang, der
for en Mand af hans bekjendte Retsind maatte være dobbelt
følelig. Først var der den Retstrætte, han 1590 fik med sin Kollega
i Regeringsraadet, Rigsadmiral Peder Munk, i Anledning af at de
Skibe, hvormed denne Aaret i Forvejen skulde føre Kongens Søster,
Dronning Anna, til Skotland, havde vist sig at være saa lække,
at Admiralen maatte søge Havn i Norge. Dette, paastod Munk,
maatte være Rentemesterens Skyld, da han jo af den afdøde
Konge havde faaet Tilsynet med Holmen og Flaaden; men hertil
svarede V., at han kunde kalde Underadmiralen Erik Vognsen til
Vidne paa, at baade Skippere og Tømmermænd havde faaet alt,
hvad de havde krævet til Flaaden, og hvis de ikke havde gjort
deres Arbejde til Gavns, saa var det deres Skyld, der skulde syne
sligt; Skibene havde jo desuden faaet Skade i Storm og Uvejr. –
Værre gik det med den Sag, som Hans Lindenov til Ørslevkloster
s. A. paaførte V., fordi han i Jan. 1589 havde ladet udøve en for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
