- Project Runeberg -  Dansk biografisk Lexikon / XVIII. Bind. Ubbe - Wimpffen /
251

(1887-1905) Author: Carl Frederik Bricka
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Wandal, Johan, 1731–97, Præst - Wandal, Peder, 1602-o. 1659, Præst

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)



Wandal, Johan, 1731-97, Præst, nedstammede fra ovfr.
anførte Biskop W. (d. 1641) i Viborg og blev født 11. Avg. 1731 i
Vindinge (ved Nyborg), hvor hans Fader, Peder W. (d. 1744), var
Præst; Moderen, Benthe Maria f. Mørch, var en Præstedatter fra
Aalborg. Han blev Student 1751 fra Odense Gymnasium og tog
Attestats 4 Aar efter. 1758 kom han som personel Kapellan til
Frue Kirke i Aalborg, men forflyttedes 1772 til det residerende
Kapellani ved Budolphi Kirke sammesteds, i hvilket Embede han
døde 13. Sept. 1797. Aaret efter, at han var bleven Præst, ægtede
han en Kjøbmandsdatter fra Aalborg, Christiane Marie Heug, som
overlevede ham til 1813. For W.s litterære Virksomhed blev det
af stor Betydning, at han 1765 i Forbindelse med 3 andre af Byens
Præster kjøbte et i omtrent 20 Aar drevet Bogtrykkeri i Aalborg,
som Ejeren paa Grund af Nød og Trang havde maattet nedlægge.
Interessentskabet fik kongeligt Privilegium, ved hvilket det blev
undergivet Censur af Stedets Biskop og Rektor. W. blev den
egentlige Leder og maatte stadig sørge for, at Trykkeriet fik noget
at bestille. 1767 begyndte han et lille Ugeblad «Nyttige og
fornøjelige jyske Efterretninger» af meget blandet Indhold og med
lokale Bekjendtgjørelser. I 8 Aar udkom Bladet uforandret; fra
1775 kom det i udvidet Format, og det er Begyndelsen til
«Aalborg Stiftstidende». W. var Udgiver til sin Død, da Redaktionen
overtoges af hans Søn. Foruden Avisen udgav han ogsaa et
Hæfteskrift «Patriotiske Samlinger», 8 Hæfter i 2 Bind, 1785-88, samt
adskillige fra Tysk oversatte Opbyggelsesskrifter og en lille Bog
for Konfirmander. En gejstlig Reskriptsamling (2 Dele, 1782-84)
kolliderede med Fogtmanns mere ansete Værk, der udkom
samtidig og gjorde W.s Arbejde fuldstændig overflødigt.

Nyerup, Lit. Lex.
Saml. t. Jydsk Hist. og Topogr. 2. R. IV, 217 f.

A. Jantzen.


Wandal, Peder, 1602-o.1659, Præst, er født 9. Nov. 1602
i Magstrup Præstegaard ved Haderslev og Søn af Præsten Jens
Iversen W. og Marine, Datter af Raadmand Peder Baggesen i Ribe.
1611 kom han i Haderslev Skole, hvorfra han o. 1619 skal have
ladet sig indskrive som Student i Wittenberg. 1620 kom han til
H. Rosenkrantz paa Rosenholm og rejste ud med Gunde
Rosenkrantz og Laurids Ulfeldt over Helmstedt til Holland. Efter sin
Hjemkomst lod han sig 1624 indskrive ved Kjøbenhavns Universitet,
men under Pesten 1625 flyttede han til sin Farbroder Biskop
Hans W. i Viborg, der sendte ham til Tyskland, hvor han besøgte

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 19:33:09 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/dbl/18/0253.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free