Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Vargas-Bedemar, Edouard Romeo Greve, 1770–1847, Mineralog, Musæumschef
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
han efter den danske Konsuls Raad, for at undgaa Lermaernes
Hævn, sejlede til Korsika. 3 Aar efter gav et romantisk
Elskovsæventyr i Livorno Anledning til V.s Flugt til Siena. Her slog
han ind paa den litterære Bane og udfoldede i de følgende Aar
en broget Forfattervirksomhed, hvorved han vandt et vist Ry. Et
Skrift «Dell’ Epigramma grecco» (1796) var tilegnet A. P. Bernstorff.
Da Accademia Italiana 1798 stiftedes i Siena, blev V. som en af
Stifterne valgt til Præsident. Det følgende Aar lod V. sig ansætte
som Oberstlieutenant i Østerrigsk Tjeneste og deltog som Adjudant
i Feltmarskal Frølichs Stab i Belejringen af Rom og Ancona. Efter
Felttogets Slutning førte et tilfældigt Møde med Dronningen af
Neapel til hans Ansættelse i det neapolitanske Artilleri som
Oberstlieutenant, Lærer ved Krigsskolen og Chef for Kanonstøberiet.
Denne Herlighed varede i 4-5 Aar. Saa tabte V. den lunefulde
Dronnings Gunst, følte sig tilsidesat og tog Afsked i Efteraaret
1805, kort før Hoffets Flugt for Franskmændene. Aaret efter træffe
vi V. i Sardinien som Generalforpagter af Øens Miner. 1807 var
han i Toscana i Færd med at foretage en dristig Omdannelse af
Accademia Italiana, hvorved han paadrog sig Generalsekretæren
Professor Sacchettis rasende Had og Forfølgelse. Mistænkeliggjort
hos Franskmændene som politisk Intrigant holdtes V. en Tid lang
i Inkvisitionsfængsel og svævede endog i Fare for at blive skudt,
men blev, takket være Baron Schubarts Forestillinger. hos
Politiministeren i Paris, frigiven imod strax at forlade Italien og rejse
til Danmark (Juli 1809). Her havde Schubart banet Vejen for sin
ulykkelige Ven, der fik den bedste Modtagelse ved Hove og hos
de styrende. Han vandt Kongens Yndest og Tillid og opnaaede
inden Aarets Udgang kongelig Understøttelse til en stor
mineralogisk-økonomisk Rejse til Norge, som tiltraadtes i Marts 1810 og
endtes efter et Besøg paa Nordkap og Tilbagerejse gjennem
Lap-marken og Østsverige i Avg. 1812. Som Kammerherre og Medlem
af Kommissionerne angaaende Kongsberg, Aardal og Røros
Værker rejste V. i Maj 1813 atter til Norge, vistnok i sin Velynder
Prins Christian Frederiks Følge. Til ham som Norges Regent
overleverede V. sin udførlige Plan til en Reformation af
Kongsbergværket, og til ham aflagde han Ed efter Tronbestigelsen.
Derved paadrog V. sig Frederik VI’s Unaade. Kammerherrebestallingen
kasseredes, og den tilstaaede Pension fratoges ham; men
Unaaden varede ikke længe. Ved Kongens Tilbagekomst fra Wien
fik V. baade Nøglen og Pensionen tilbage. De følgende Aar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
