Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Weyse, Christoph Ernst Frederik, 1774–1842, Komponist
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hjærteligt og varmt, hvorom mange Vidnesbyrd findes. Paa Violin
skaffede Schulz W. en udmærket Lærer i Koncertmester Tiemroth
(XVII, 398), og af Syngemester H. O. C. Zinck lærte han at spille
paa Orgel, W.s senere Hovedinstrument. Baade Grønland og
Schulz ledede ogsaa W.s Smag for Læsning i den rigtige Retning
og lagde derved Grundvolden til dennes senere saa alsidige
Dannelse. W., som i «Harmonien» og andre private musikalske
Klubber ofte spillede Mozarts Klaverkoncerter og improviserede,
blev derved bekjendt som en ypperlig Klaverspiller, og da han
1791 fik gode Informationer i Grev Bernstorffs Hus og 1792 ved
Schulz’ Hjælp blev Vikar hos Organist Joh. Phil. Klieme ved
Reformert Kirke, kunde han i 1793 flytte fra Schulz og sørge for
sig selv. 1794 døde den gamle Organist, og W. blev hans
Eftermand indtil 1805, da nan blev forflyttet til Frue Kirke. Fra 1793
stammer W.s første udgivne Arbejde, 6 Allegri di bravura, hvortil
den preussiske Kapelmester J. F. Reichardt, der da besøgte
Kjøbenhavn og var fortryllet af W.s Spil, skaffede en Forlægger i
Berlin 1796; senere bleve de optrykte i Schweizeren Nägelis store
Samling: Repertoire des clavicinistes, 7. Suite (1803) og meget
roste i «Allgem. musikal. Zeitung», hvor den for Recensenten
«ganske ubekjendte Komponist» sammenstilles med selve Händel.
Blandt dem findes den ved sine ustandselige Modulationer
karakterfulde og humoristiske Allegro i D-Moll, som A. Winding o. 100
Aar senere har udgivet med Fingersætnings- og
Foredragsbetegnelser.
Hidtil havde W. nærmest været Klaverkomponist; han lagde
sig nu efter Instrumentationen, studerede den praktisk som ivrig
Deltager i det af Zinck stiftede «Musikøvende Selskab» og
komponerede i Aarene 1795-99 ikke mindre end 7 Symfonier, hvoraf
2 ere udkomne. Den ene (Nr. 6 i C-Moll) er trykt o. 1800 i
Kjøbenhavn paa Constantin Bruns Bekostning, den anden (i
Es-Dur, med Variationer) er udkommet i Wien. Af de andre brugte
han senere 2 Satser – i omarbejdet Skikkelse – som Ouverturer
til «Balders Død» og til «Macbeth» Musikken. 1796 falder W.s
første offentlige Optræden som Klaverspiller, nemlig 16. Jan. ved
en af Kunzen foranstaltet Koncert paa det kongl. Theater. Men
Virtuosbanen fristede ikke hans noget tilbageholdne Natur; hans
sidste offentlige Optræden var ved Giornovichis Koncert 10. Nov. 1802.
Bekjendtskabet med Kunzen og dennes sangbegavede Hustru,
f. Zuccarini, bragte W. til at studere Sangens Væsen og til at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
