Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Wiehe, Michael Rosing, 1820–64, Skuespiller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
paa Hoftheatret i et helt igjennem borgerligt Repertoire, der stod
højere ved Udførelsens Sammenstemthed og den gjennemførte
Naturlighed i Replikbehandlingen end ved Stykkernes litterære Værdi.
W. selv mente, at det for ham «havde været et sundt Aar», fordi
han, der i lang Tid var bleven næret ved det lyriske Drama,
hvor «der ikke gives Skuespilleren Lejlighed til egentlig
Menneskefremstilling eller med andre Ord: til at øve egentlig Skuespilkunst»,
paa Hoftheatret kom «ind i et Repertoire, der tvang ham til at
tale, som man taler til Hverdagsbrug», og det virkede paa ham
som «at komme fra Taage til frisk Luft, og det er jo sundt».
Tale i Stedet for Deklamation var det Feltraab, hvorunder Høedt
og med ham W. kæmpede, og Hoftheatrets Repertoire ydede sit
Bidrag til denne Kamp, thi hvor tarvelige Stykkerne end vare, og
hvor liden virkelig Menneskekjendskab, de rummede, deres
Personer talte Prosa, her var ingen Mulighed for den svulmende
ulogiske Deklamation, hvortil Versenes Rhytme og Rim kan friste
Skuespilleren. Ganske vist, W. hørte ingenlunde til de tankeløse
Deklamatorer, tvært imod, han tænkte dybt over sine Roller,
men han kunde, som han selv har udtalt det, «sige lange
Replikker, fulde af Nuancer og Tankeafsætninger, uden at det
sporedes i Deklamationen», derfor turde han have Ret, naar han mente,
at Hoftheatret med dets Afholdenhed fra Lyrikken og Pathosen
havde været sund for ham personlig.
Den 2. Sept. 1856 gjenoptraadte W., der fra Juli s. A. var
bleven gjenansat som Skuespiller ved det kongl. Theater, og som
i Marts 1857 atter indtog sin Plads blandt de kongl. Skuespillere,
paa det kongl. Theater som Seaton i «Æren tabt og vunden»,
og snart betragtede Publikum ham med samme Beundring som
tidligere, medens det lod sin Fornærmelse gaa ud over Høedt.
Medens W. i de følgende Aar optraadte i mange af sine tidligere
Roller og spillede dem med sin gamle lyriske Glød, førte hans
Stræben efter Natur ham mere og mere til Skurke- og
Karakterroller, men han naaede alligevel ikke i disse frem til den
naturalistiske Særtegning af de enkelte Figurer, ja i Skurkerollerne aflagde
han end ikke helt Theaterskurkens hævdvundne Ydre med den
snigende Gang, det skulende Blik og de uhyggelige Grimaser.
Men han virkede til Trods herfor mægtig og gribende ved sin
Personligheds Styrke og sin Tales Aand og Dybde, der kunde
vexle fra fanatisk Grusomhed (Caligula i «Fægteren fra Ravenna»)
til overjordisk Elskovslængsel (Mortimer i «Maria Stuart»), fra
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
