Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - C. F. Bricka. II. Brickas første Arbejder og Standsningen i hans Forfatterskab
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Wegener, maatte opgives. For nu at redde saa meget som
muligt af Pengene var Bricka nødt til at opføre paa Grunden
to almindelige Villaer og at udleje dem eller faa dem
solgte. Det sidste lykkedes, men Kjøberen af den ene
Villa gik fallit, og Bricka maatte overtage den, først en
halv Snes Aar senere havde han endelig viklet sig ud af
disse Forhold, der havde bragt ham mange Ærgrelser og
kostet nogle Tusende Kroner. Drømmene om den store,
med Galleri omgivne Bogsal, der skulde have Plads til
indtil 12000 Bind - det højeste Antal Bind, han kunde
tænke at naa til - maatte altsaa opgives. Den Indskrift
skulde Salen have haft: her leve de døde, her tale de stumme
(hic mortui vivunt, hic muti loquuntur), nu sad han skuffet
tilbage i Studerekammeret, og fra Bøgerne lød, hvad de vist
altid havde sagt ham, men som han nu først forstod: her
dø de levende. Saaledes var hans bitre Udbrud.
Denne Modgang var dog den mindste Del af, hvad
der gjorde ham mørk i Sind, men Bricka havde set andre
Haab briste, og han mærkede, hvor farligt det var at indrette
sit Liv, saaledes som det hidtil var sket. Han havde
jo især villet søge sit Livs Indhold i sine Bøger, som han
elskede, og som aldrig for ham bleve et dødt Eje, men en
Kilde til Belæring og Nydelse, en Grube, hvoraf han drog
Skatte frem til Nytte for sig og andre. Men den Forsker,
som altid søger til Stuen og sjælden forfrisker sig i Naturen
og aldrig ved Rejser, løber en Fare for at udtørres.
«Paludan-Muller advarede mig mod, at Bibliotheket ikke blev
min Mester, i Stedet for at jeg skulde blive dets Mester»,
saaledes skrev han i sin Dagbog (1874), og først for sent
mærkede han, at han havde lænket sig for stærkt til Stuen
og Bøgerne. Dertil kom, at et saadant Celleliv, uden at
han selv ret blev det vaer, egentlig aldrig tilfredsstillede
ham, eftersom Bricka netop ikke kunde undvære at færdes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
