Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Wingaard, Mogens Mogensen, 1639-0088. 1710
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ringkjøbings Anbefaling op i Rektoratet, et forholdsvis godt Embede
for en Mand i hans Alder. Han har uden Tvivl ogsaa i
flere Henseender været Stillingen voxen, da han hverken manglede
Interesser eller Kundskaber, selv om Professorerne ikke altid vare
fornøjede med Stilen i hans Testimonier; men hans Egenraadighed,
Stridighed og Drilagtighed saa vel over for sine foresatte som over
for andre gjorde hans Embedstid til en Kjæde af Ubehageligheder,
som til sidst endte med hans Afskedigelse. Uheldet vilde dertil,
at han i 2 af de Biskopper, Matth. Foss og Henr. Bornemann,
som fungerede i hans Tid, stødte paa en stærk gejstlig Herskesyge,
især hos sidstnævnte, og at han fra 1670 til Konrektor havde en
saa utiltalende Person som Mag. Ole Bjørn (II, 365). Med denne
havde W. en Strid i Anledning af forskjellige Sigtelser, han havde
tilladt sig mod sin Konrektor for Uredelighed m. v., med Sognepræsten ved Budolphi Kirke procederede han om Forrangen; men
den Sag, som især optog ham i en Aarrække og omsider fældede
ham, var en vidtløftig Proces om Kirketienden af Ø. og V. Hassing
Sogne, som var henlagt til Rektors Løn; W. oppebar i flere Aar
Indtægterne uden at erlægge de befalede Afgifter af Tienderne til
Kirkerne, skjønt en Provsteret 1674 dømte ham dertil. En Landemodedom
1680, der i Hovedsagen stadfæstedes af Højesteret, fik
ham vel til at udrede, hvad han skyldte til 1680, men de følgende
Aar var han atter i Restance, og samtidig kom han i Proces med
den med W.s Lærervirksomhed meget misfornøjede Biskop Foss,
som W. ikke uden Grund beskyldte for at gaa ham for nær i
hans Rettigheder. Højesteret dømte ham 1682 til at gjøre Biskoppen
Afbigt og udstede en skriftlig Forpligtelse, hvis Misligholdelse
skulde medføre Embedsfortabelse, hvilken Eventualitet indtraadte
1684, da han endelig dømtes fra Rektoratet. W. levede derefter
nogle Aar i Vendsyssel, hvor han ejede noget Jordegods i Kaas,
Jetsmark Sogn, fra 1689 i Kjøbenhavn, beskæftiget med litterære
Sysler. Endnu 1710 fik han som gammel og syg et Legat for
fattige Studenter og er vistnok snart efter død. Gift synes han
aldrig at have været. Foruden nogle danske og latinske Digte m. m.
har han leveret Oversættelser af Florus (1699) og en Del af Curtius (1704), hvilken sidste har givet Holberg Anledning til at lade
Jacob v. Tyboe gjøre «Mons Wingaard» til en stor General. Om
end hans Hovedformaal med disse Arbejder var at skaffe sig noget
til Livets Ophold – «Gak ud og hent mig nogle Penge ind»
siger han i Fortalen til Florus – maa han dog siges at have
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
