Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Winther, Rasmus Villads Christian Ferdinand, 1796-1876, Digter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Moderen. Hos Datteren sporedes allerede fra Barndommen af de
Spirer til Sindssyge, der senere blev en Ulykke for hende selv og
en Svøbe for hendes Omgivelser.
De første (23) af Digtene «Til én» tryktes 1843 i Samlingen
«Digtninger», som af andre Poesier bringer «Serenade ved Strandbredden»
(«Hytten er lukket»), «Forvandling» («Den Ungersvend,
den Jomfru»), «Fjældvandring ved Badet» (med Sangen om de to
Drosler og Fortællingen om Murad), «Gaston den gode», «Sangeren
Simonides», «Tre Bejlere», « Bægeret» og «I et romersk Osteri».
Omtrent samtidig udkom de fire Noveller «Skriftestolen», «En Hævn»,
«Et Hjærtes Gaade» og «En Aftenscene». Denne sidste vandt
strax stort Behag og har i Tidens Løb hævdet sig som et af de
fineste og farverigeste Kabinetsstykker i dansk Prosadigtning; mod
de tre andre Noveller saa vel som mod adskillige af Digtene hævede
der sig omtrent i hele Pressen barske Stemmer, der bebrejdede
dem dels deres bisarre Æmner, dels deres Umoralitet og overhovedet
Digterens øjensynlige Frafald fra den æsthetiske Barnetro,
han havde bekjendt sig til i Træsnittene. P. L. Møller var den
eneste, der havde Øje for, at var der gaaet noget tabt af den
poetiske Uskyldighed, saa var der til Gjengjæld naaet en højere
Grad af kunstnerisk Modenhed, og at f. Ex. et Digt som «I et
romersk Osteri», trods det fremmede Æmne, ikke stod tilbage i
Kunstværdi for noget tidligere og som Følge heraf ikke havde
ringere Betydning i dansk Poesi. At Digteren ikke direkte tog
Del i Fyrrernes Friheds- og Nationalitetsbevægelse var en anden
Bebrejdelse, der rettedes imod ham af den politiske Oppositions
Presse; denne Kritik agtede W. kun ringe, men Anken over
Livsanskuelsens Løshed tog han sig i sit stille Sind nær, fordi han
betragtede den som en formummet Sigtelse angaaende hans Forhold
til Fru Werliin, hvilket vakte en Del Skandale i «Selskabet».
For at bryde Brodden af Forargelsen, holdt de sig begge i lange
Tider borte fra Hovedstaden, W. som Gjæst hos sin talrige
laalandske Slægt, hun i Holsten og paa en Rejse til Italien. Først
1848 (21. Febr.) blev Ægteskabet indgaaet, saa der har vel været
nogen Betænkelighed, nærmest sagtens fra hendes eller hendes
Families Side, thi han har næppe tøvet noget Øjeblik med at
opfylde sin Pligt som Mand af Ære, skjønt han ikke oversaa den
Betænkelighed, der kunde rejse sig af hans fremrykkede Alder.
Han var den Gang nær de 52, og naar han allerede syv Aar
tidligere havde skrevet til Ludv. Bødtcher: «I min Alder, naar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
