Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oehlenschlager, Adam Gottlob, 1779-1850, Digter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
over O.s Personlighed: «O. er et rent Naturmenneske, et uhyre
genialt Barn med al dets Uartighed og Elskværdighed. – Han
befinder sig i en uafbrudt Overgang fra Besværethed og Urimelighed
ved den ringeste fysiske Møje til en alt jordisk forglemmende
Digterbegejstring, i en idelig vexlende Stigen mod det høje og
Falden mod det lave. Ens egen Følelse for ham maa naturlig
bestandig ledsage hans egen Vexlen; snart føler man fuldelig hele
den nyere Skoles Ret imod ham, tager Parti for dem, der sætte
en uendelig Arbejdsskærsild som Geniets Pligt og fordre, at den
fødte Digter skal vorde gjenfødt Digter – og saa, efter at have
følt den blotte Umiddelbarheds Dorskhed og Egenkjærlighed,
opløftes man ved dens Skjønhed, Friskhed og Barnlighed. – Han
er vel, hvad Hverdagsmennesker dadlende vilde kalde «et gammelt
Barn»; men er det ikke fra en Side stort og beundringsværdigt,
at en Mand gjennem et langt Liv kan bevare al Barnets
Uskyld og herlige friske Følelse? Han har gjennem Livets
Besmittelser bevaret en fuldkommen Hjærtets Renhed; som et Barn
oprøres han ved alt slet og urent, han hører eller ser, om det end
er noget, hvori han i Handling selv har gjort sig skyldig; som et
Barn føler han ved hver lille Ulykke, der møder hans Blik, ved
hvert Dødsfald, han læser i Avisen, ved hver Tigger, han ser paa
sin Trappe; som et Barn bliver han da i alt, som fordrer praktisk
Modenhed, saa elskelig ufornuftig (siger sine Piger op, og naar
de græder, beholder han dem igjen o. s. v.). Inspirationen er jo
naturligvis heller ikke noget rent overnaturligt, det himmelske tager
kun Bolig i et med det himmelske væsentlig beslægtet Sind. Nej,
O. er aldrig «Digteren i Helvede» (i Heibergs «En Sjæl efter
Døden»), han er Digteren i Paradiset, i Edens Have - om end
med al den ved Menneskebarnet klæbende Arvesynd, Egoisme og
Begjærlighed. - Der er nok af tørre, udbrændte, udfølte og
udlevede Sjæle i vor Tid, til at ikke ogsaa Mennesket Adam
Oehlenschläger som deres Modbillede bør opbygge og glæde».
Den samme sanselige Frodighed, der er Grundtrækket i O.s
Personlighed, prægede ogsaa hans Ydre. Hans Ansigt og Skikkelse
bar, selv da han var ældre, intet Mærke af Arbejde og Viljeskampe,
men gav Indtrykket af en naturlig Blomstring. Som gammel Mand
mindes Steffens «hans højst indtagende Ansigtstræk,
Ilden i hans smaa sorte [skal være: hverken smaa eller sorte] Øjne,
den utaalmodige Bevægelighed i alle hans Miner, den vidunderlige
Blanding af blød Længsel og trodsig Kjækhed i alle hans Ytringer».
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
