Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ørsted, Anders Sandøe, 1778-1860, Retslærd, Statsmand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Afsked, skulde den blive ham tilstaaet. Han fik dog Tilladelse
til at indgive et Forsvar for sin Handlemaade. Dette, der bæres
af en mandig Selvbevidsthed, og hvori han ingenlunde hentyr til
Kongens Naade, men paakalder hans Retfærdighed, kunde ikke
godt undgaa at faa Udseende af en Kritik af de øvrige Deputeredes
Føjelighed, og da Kongen viste Ø.s Skrivelse til Kancelliets
Præsident Kaas, blev denne lige saa vred, som Kongen havde
været, han fandt, at hans Embedsvirksomhed fremstilledes paa en
for ham fornærmende Maade, han vilde ikke længere sidde i
Kancelliet sammen med Ø., og han forlangte, at Skrivelsen skulde
sendes til Kancelliet, for at dette kunde retfærdiggjøre sig. Men
trods alt dette skete der slet intet. Baade Kongen og Kaas
kunde lige saa hurtig glemme deres Vrede, som de kunde bruse
hastig op. Men Ø. havde aabenbart lært af denne Sag at være
forsigtigere. I de følgende Aar, især fra 1818, gik hans Bestræbelser
især ud paa at lægge Dæmper paa den voldsomme Iver, hvormed Kongen
og hans Adjudant, Kapitajn Abrahamson (I, 64), vilde
indføre den indbyrdes Undervisning i Skolerne; men her optræder
han aldrig med noget særskilt Votum; alle Forestillingerne i denne
Sag falde egentlig i to Dele. I den første roses Methodens ypperlige
Virkninger, og det anbefales at bruge den; her er det den
1. Deputerede, Lassen (X, 105), der taler; i den anden paavises
der, at den ikke kan bruges i alle Fag, og at den ikke maa befales
indført, og her er det Ø., der har Ordet. At Ø. ikke var
faldet i Unaade, viste sig, da han 1825 blev Generalprokurør; han
var da ogsaa i den bedste Forstaaelse med Kaas.
I Aaret 1824 deltog Ø. for sidste Gang i en filosofisk Strid,
i det han forsvarede den menneskelige Frihed mod F. G. Howitz
(VIII, 130), der havde gjort sig til Talsmand for Determinismen.
Uagtet Ø. altsaa her var i god Overensstemmelse med Kant, viste
det sig dog, at han i mange Maader havde frigjort sig for hans
Indflydelse. Pontoppidans Forklaring havde sejret over Filosofien;
han var vendt tilbage til Kirkens Lære; men ligesom han i det
hele var mistroisk over for alle Systemer, saaledes forbeholdt han
sig ogsaa en vis Frihed over for Kirkelæren. I den Strid, som
1825 var opstaaet mellem Grundtvig og H. N. Clausen, var der et
betydeligt juridisk Element. Clausen vilde have de gamle Kirkelove
forandrede. Grundtvig kaldte tydelig nok paa Regeringen,
for at den skulde hævde dem. Ø. skrev da i «Juridisk Tidsskrift»
i Anledning af en Afhandling af P. D. C. Paulsen i Kiel (XII,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
