Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dreyer, Christopher Vilhelm, 1737-1810, Diplomat
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
saa meget mærkeligere, som han kom der hen med
forudfattet Mening om Ostens Upaalidelighed og
Underfundighed. Det er sandsynligt, at den nationale
Forskjellighed ligeledes var medvirkende Aarsag til,
at han endnu mindre kunde finde sig til rette med
Asseburg, som derefter blev hans Chef i Petersborg,
men denne stødte ham desuden ved sit kolde,
aristokratiske Væsen, og fordi D. mistænkte ham for at
hælde til Preussen. Forholdet mellem D. og Christian
Bernstorff var vel upaaklageligt, men de obligate
høflige Vendinger røbe ingen gjensidig Sympathi, og
det turde vel være, at de gjentagne og indtrængende
Tilbud, som Regeringen i 1799-1800 gjorde D. om at
indtræde som Præsident i General-Toldkammeret, nok
saa meget vare fremkaldte af Ønsket om at blive af med
en ikke ganske behagelig underordnet som ved Udsigten
til, at hans store Erfaring i Skibs- og Handelssager
kunde komme disse Rigernes vigtigste Erhvervsgrene
til gode i videre Omfang end hidtil. Derimod gav
Rosenkrantz ham i den korte Tid, han var hans
overordnede, gjentagne Beviser paa Paaskjønnelse.
Lige over for Sverige og Svenskere synes D. ikke at
have delt sine Landsmænds traditionelle Uvilje. I
alt Fald havde denne Følelse hos ham maattet vige
for Erkjendelsen af den Fare, der fra Rusland truede
hele Norden. I 1810 arbejdede han derfor ufortrødent
paa at vinde Kejseren for, at hele Skandinavien
forenedes under Frederik VI «med samme Forfatning
for alle 3 Riger», og hvis det ikke var muligt, at
Tronfølgervalget i Sverige da i alt Fald maatte falde
paa Prins Christian eller i det mindste paa Hertugen
af Augustenborg, hvor lidet skikket han end i øvrigt
ansaa denne sidste til at bestige en Trone. Og med
samme Iver søgte han at hindre Bernadottes Valg, som
han betragtede som ensbetydende med Nordens absolute
Underkastelse under Napoleon.
D. var en smuk og beleven Mand, vindende ved sin
Aabenhed og Ærlighed, og han nød stor Agtelse for
Dygtighed og Paalidelighed hos sine Kolleger, der
ofte søgte hans Raad, og hos de Udenrigsministre,
med hvem han havde at forhandle. I Frankrig var
hans Stilling ganske enestaaende. Talleyrand, med
hvem han tidlig var kommen i Berøring, da denne
var Udenrigsminister under Direktoriet og atter
blev det efter 18. Brumaire, satte stor Pris paa
ham og vedblev ogsaa senere under Kejserdømmet at
gjøre ham væsentlige Tjenester, uagtet D. just ikke
havde skaanet ham, men f. Ex. en Gang, da Ministeren
forsikrede oprigtig at ville arbejde paa, at Danmarks
Krav angaaende dets nevtrale
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
