Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ewald, Johannes, 1743-81, Digter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Opholdssted, Søbækhus ved Humlebæk, hos Godsforvalteren paa
Krogerup, Herman Lemn. Det varede en Stund, inden han her
kunde komme til Ro; han blev trods alle Indsigelser ved sin Plan
at ville gifte sig og sætte Bo, og Schønheyder maatte ty til de
haardeste Ord og Trusler for at faa ham til at opgive denne
fortvivlede Tanke. «Ligesom denne Elskovshandel er begyndt,» skriver
han, «saa har De ogsaa hærdet Dem i den paa samme Maade,
nemlig at gjøre Deres Indbildning skummende af Paafund og
Drømmerier – og Deres Hjærte mere bittert og stormende mod
alle andre Mennesker uden dem, der smigre Deres Naragtighed,
Deres Stolthed og Deres Begjærlighed, at gjøre alt dette ved daglig
Drukkenskab!» Den forfærdelige Sygdom, som nu tog nyt Tilløb
og for en Tid bragte ham Døden nær, medens det mishandlede
Legem ligesom bukkedes sammen, gjorde en sørgelig Ende paa
denne Strid; da han igjen kom til Kræfter, var Rusen forbi, men
han selv fattigere paa Venner, uden Arbejdslyst og Arbejdsevne.
Kun en enkelt Lysstraale naaede ind i denne mørke Tid, Forholdet
til Herskabet paa Krogerup, Kammerherreinde v. d. Maase og
hendes Moder, Generalinde Moltke, hvis Søn Frederik han havde
undervist som Dreng. Samme Frederik Moltke var nu Kammerjunker
hos Enkedronningen og kom jævnlig fra Fredensborg til
Krogerup, hvor han da ogsaa besøgte den syge Digter, som var
Gjenstand for hans levende Beundring og nu ogsaa snart vandt
hans personlige Venskab. Ad denne Vej kom E. da atter i Forhold
til Hoffet; han fik nogen Understøttelse gjennem Guldberg,
skrev en Ode om Indfødsretten og Festdigte til Dronningen og
Arveprinsen og hævedes derved ogsaa i sine ældre Venners Øjne.
Af varig Betydning ere dog kun faa Digte fra denne Tid, saaledes
det betalte Bryllupsdigt: «Dæmp Harpens Klang!», «Ode til Sjælen»
og den prægtige Sang «Til min Moltke»: «Sværdets Hvinen og
Skraldet af Skjolde».
I Efteraaret 1777 lykkedes det at faa E. tilbage til Hovedstaden;
han kom nu til at bo hos en Tømmermesterenke, senere
Læremoder i Waisenhuset, Ane Kirstine Skou, i Skindergade. Han
nød her den kjærligste Pleje, og da der nu tillige synes at være
faldet Ro paa hans ubændige Sind, bragte de sidste halvfjerde Aar,
som han tilbragte i hendes Hus, en vemodig forsonende Afslutning
paa hans korte Livsbane. Hans aabne, elskelige Natur havde altid
vundet ham hengivne Venner; flere af dem, som han havde knyttet
til sig i sin første Ungdom, samledes nu igjen med ham i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
