Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Høegh-Guldberg, Ove, 1731-1808, Statsmand og historisk og theologisk Forfatter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Landboreformbevægelsen været ham en Forargelse, saa kan man tænke sig,
hvad han dømte om den franske Revolution. Han kunde ikke se
Spor af Berettigelse i den, kun en Kuldkastelse af alt, hvad der
havde virkeligt Værd; Tanken om Menneskerettighederne var for
ham omtrent det samme som Oprør imod Guds og Statens Love.
Alt, hvad der i Tidens Stræben kunde henføres til dem, opfattede
han som afskyligt, som blot førende til Revolution, og i de andre
evropæiske Magters Kamp imod det revolutionære Frankrig saa
han «en hellig Krig». Allerede som Forkæmperen for Statens
Avtoritet havde han fra tidlig Tid været uvillig stemt imod al politisk
Kritik, og han har talt med Bitterhed baade om den «ubillige
Holsteinismus», om «Kjøbenhavns Sludder» og om «de foragtelige
Christianiæ Raisonneurs». Det varede ej heller længe, efter at
han havde faaet Magten, inden han arbejdede paa at tøjle den af
Struensee løsslupne Presse, og afholdt han sig end fra at lade det
komme til Censur, saa blev Reskriptet af 20. Okt. 1773 – der
for øvrigt stemmede med Kancelliets Forestilling – dog et stærkt
Baand paa Pressen ved at give Politimesteren en vilkaarlig
Myndighed til at skride ind imod den, og adskillige særlige Reskripter
imod enkelte Forfattere forøgede Usikkerheden for Pressen. Intet
kunde derfor mindre passe til hans Synsmaade end den frisindede
Holdning, som Regeringen efter 1784 indtog over for Pressen. Jo
mere denne virkede til at udbrede baade Frihedsideer og
fritænkerske Meninger, jo mere den derved gjorde sit til at skabe,
hvad han kaldte «det forroste 18. Seculi liderlige Ende», desto
mindre kunde han forstaa Regeringens Holdning. «Ve dem,»
skrev han i et Brev 1797, «der undlade at bruge den Magt, Gud
har lagt i deres Haand.»
Med saa stokkonservative Meninger og en saa stor Bornerthed
i sin Synsmaade kunde G. umulig være en fremragende Statsmand.
Og naar han som den ledende i Regeringen vilde angive
de rette Grundsætninger baade for den ydre Politik og for
Finansstyrelsen, faar man lige saa lidt Indtryk af en overlegen Aand.
Det lader sig ej heller nægte, at den absolutistiske Magt, som han
mente Staten stod sig bedst ved at lyde, fristede ham selv til
Vilkaarligheder, da han var Herre over den. Men hvor meget man
end kritiserer hos G., vilde det være ubilligt at overse, at hans
Opfattelse af Vanskelighederne ved at emancipere Bondestanden deltes
af dygtige samtidige Statsmænd i andre evropæiske Lande. Man
maa heller ikke glemme, at han ingenlunde var konservativ i den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
