Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hauch, Johannes Carsten, 1790-1872, Digter og Zoolog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Bevægelsesorganerne i de højere Dyreklasser, som han i Jan. 1821 forsvarede
for den filosofiske Doktorgrad. Efter at have faaet et offentligt
Rejsestipendium begav han sig i Maj s. A. paa en længere Udenlandsrejse,
hvis Formaal særlig var et Studium af Middelhavets
Dyreverden.
Rejsen gik først til Paris, hvor han opholdt sig et Aars Tid.
Her stiftede han Bekjendtskab med den berømte Naturforsker Cuvier
og studerede de store zoologiske Samlinger i «Jardin des plantes».
I Sommeren 1822 rejste han gjennem Sydfrankrig til Nizza, hvor
han tilbragte den følgende Vinter, sysselsat med Studiet af Middelhavets
Dyreverden. Men her indtraf der en Begivenhed, hvis Følger
fik en afgjørende Betydning for hans fremtidige Livsudvikling.
Allerede før Ankomsten til Nizza havde han følt Smerter i sit
venstre Ben, og disse Smerter tiltoge nu saaledes, at han maatte
afbryde sine Studier for at besøge forskjellige bekjendte Læger og
Badesteder i Italien. Rejsen gik over Mailand og Genua, hvor
han opholdt sig Vinteren 1823-24, til Ischia, som han naaede i
Slutningen af Juni. Da Badene her heller ikke hjalp, tog han om
Efteraaret Ophold i Neapel. Ondet forværredes stadig, og Lægerne
begyndte at tale om, at en Amputation maaske blev nødvendig.
Den følgende Vinter var et af de mørkeste Tidsrum i H.s Liv;
han tænkte med Gru paa at blive Krøbling og syntes, at hele hans
Liv var forspildt. Da var det, at Poesien som «en trøstende Engel»
vendte tilbage til ham. I 7 Aar havde han intet poetisk frembragt.
Men i de tunge Nætter, naar han laa vaagen paa sit Smertens
Leje, dukkede poetiske Billeder og Syner paa ny frem i hans
Indre, og det forekom ham, at der i disse Syner og Billeder var
en større Fylde og Dybde end i hans Ungdoms Drømme. Desuden
troede han gjennem sine Naturstudier at have faaet Øjet aabnet
for en hidtil ukjendt Verden med rige poetiske Kilder. Dette
mærkes ogsaa i hans første Arbejde, det naturfilosofiske Digt
«Hamadryaden», som han udarbejdede i Vinteren 1824-25. Da
det var færdigt, tog han i «Bajazet» fat paa Behandlingen af et
historisk Æmne; men han havde kun faaet de 3 Akter færdig,
da Lægerne erklærede, at nu kunde Amputationen ikke udsættes
længer. Den foregik i de sidste Dage af Marts 1825. Dens første
Virkning paa hans Sind var en dyb Afmattelse; det var, som om
«Valravnen havde drukket Hælvten af hans Hjærteblod». Da han
var kommen nogenlunde til Kræfter, gjenoptog han sit digteriske
Arbejde og fuldendte «Bajazet». Sommeren, som han tilbragte i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
