Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hauch, Johannes Carsten, 1790-1872, Digter og Zoolog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Sorrent, gik ganske godt for ham, men den følgende Vinter i
Neapel blev atter et af de mørkeste Tidsrum i hans Liv. Han
blev greben af Tvivl om sine digteriske Evner og tænkte med en
sørgmodig Følelse paa, at han snart skulde vende hjem som en
skibbrudden Mand. Hvad duede han til, og hvilken Vej skulde
han slaa ind paa? En Aften stod han nede ved Stranden og saa
ud over Neapels Golf; da var det, at det knugende Tungsind, der
kun for en Tid var trængt tilbage ved hans poetiske Gjenfødelse,
steg op fra hans Sinds Grund og magtstjal ham. Han syntes, at
det Liv, der nu laa for ham, var for trøstesløst til at kunne leves.
«Se Neapel og dø», skulde det netop ikke blive hans Skæbne?
Saa gik han hjem og søgte at skille sig af med et Liv, som han
syntes var endt i én stor, bitter Skuffelse. Forsøget mislykkedes,
og dette blev Anledning til en Vending i hans Liv af lige saa
afgjørende Betydning som Gjenopvaagningen af hans poetiske Kræfter.
H. var under sine videnskabelige Studier kommen langt bort fra
Kristendommen, men han gjennemgik nu en dyb religiøs Vækkelse.
Det, at Forsøget mislykkedes, saa han som en Indgriben af en
højere Magt. Fra det Øjeblik af var hans Liv og Digtning præget
af en dyb religiøs Følelse; selv om han aldrig kom helt til Hvile
i Kristendommen, ét var han dog vis paa, det, som han sagde
endnu paa sit Dødsleje: at «han havde Udødeligheden i sig og
skulde gaa ind til et andet Liv». I Sommeren 1826 rejste han til
Rom, og her, hvor han levede i en rig Skjønhedsverden og i
fortrolig Omgang med Thorvaldsen, Freund o. a., forsvandt de sidste
Rester af hans mørke Sindsstemning. Han fik igjen Tro paa sit
poetiske Kald og udarbejdede under sit Ophold i Verdensstaden
med de store historiske Minder 2 Dramer, «Tiberius» og
«Gregorius VII». I Foraaret 1827 drog han nord paa over Florents,
Venedig og München til Dresden, hvor han besøgte Tieck. Da
denne havde læst en tysk Oversættelse af «Hamadryaden», som
H. havde udarbejdet i Neapel, sagde han: «Der er ikke i 20 Aar
digtet noget Digt i Tyskland, som jeg foretrækker for Deres.» I
Juli 1827 var H. igjen i Kjøbenhavn efter en Fraværelse paa mere
end 6 Aar. Strax efter sin Hjemkomst blev han udnævnt til Lektor
i Naturvidenskaberne ved Sorø Akademi, hvor han levede i
næsten 20 Aar. 18. Febr. 1829 ægtede han Frederikke Elisabeth
Brun Juul (f. 13. Juni 1811), Datter af Byfoged S. B. J. i Helsingør.
Det var ikke, som nogle, f. Ex. H. C. Ørsted, havde ventet,
Naturvidenskaberne, men Poesien, der nu kom til at lægge Beslag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
