Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Holberg, Ludvig, 1684-1754, Digter og Lærd
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sin Kjærlighed til Musikken. Disse Livsvaner havde ogsaa en Grund
i hans unægtelige Paaholdenhed, især i Smaating, medens han ikke
skyede Ofre for store Almenformaals Skyld. Ikke blot ved at
skjænke hele sin Formue til Sorø og til Udstyrslegater viste han
sig som en «nyttig Borger», men maaske endnu mere ved den
storartede Gave af sit bedste aandelige Eje, Komedierne, til den
danske Skueplads og ved de Præmier, ved hvilke han i Aarene
1738-40, rigtignok med ringe Resultat, søgte at fremkalde smukke
danske Vers. I sin Alderdom klager han selv over aftagende
Popularitet, som han tilskriver Misstemningen over, at han, den
honnette Ambitions afsagte Fjende, havde ladet sig baronisere og
efterladt sit Gods til et adeligt Akademi. Men N. M. Petersen
henviser med større Ret til, at H. nu var udtømt, og at Tiden var
løbet ham forbi, hvor meget han end fordum havde været forud
for den.
Naturligvis maa det indrømmes, at H.s digteriske Syn har sin
væsentlige Begrænsning. Lige fra Reformationen ned gjennem
Oplysningsperioden var Nyttebetragtningen herskende i vor Litteratur;
Renæssancens og siden den franske Klassicismes Bestræbelse for
at hævde Poesien som sit eget Maal trængte aldrig igjennem hos os,
og i denne Henseende var H. sin Tids Barn. Som det 17.
Aarhundredes Digtere skriver han
«for Folk ej ene, men for Sproget at polere»,
ɔ: i Belæringens og Sprogopdyrkningens Tjeneste. Digtningen er
ham én blandt flere Maader at moralisere paa; Komedierne regner
han blandt sine moralske Skrifter; de «have tvende Sigter, som er
at forlyste og undervise tillige», det gamle «utile dulci». Den
poetiske Form betragter han som noget tilfældigt, Forgyldning paa
den moralske Pille, og særlig i den bundne Stil ser han en Tvang,
der kun fører til Svulst og Uklarhed; selv var han jo ingen stor
Versifikator. Derfor kan han heller ikke ret finde sig i den franske
Tragedie. Han er Forstandsdigter uden Sans for lyrisk Sving,
Erotik eller Naturstemning; han hylder efter Tidens franske Smag
Regelen, ikke Fantasien i dens Frihed. Men heldigvis rive
Inspirationen og Lunet ham ofte med sig langt ud over de Grænser, hans
Theori vilde afstikke. Saaledes allerede, naar han først af alle
lærte sit Folk at sondre mellem Lærdom og Aand, at tillægge
Æmnets smagfulde og underholdende Behandling selvstændigt Værd.
Men uden ret at klare sig det aner han ogsaa noget højere,
guddommeligt bag Formen og Nyttevirkningen i Poesien:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
