Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kierkegaard, Peter Christian, 1805-88, Biskop
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
med Faderen» bragte ham til at føle sig som Led af en fortabt
Slægt. Han fandt sig selv uværdig til at være Biskop længer,
og 1875 søgte og fik han sin Afsked.
Derefter fulgte nogle Aar med store sjælelige Lidelser, under
hvilke det var hans bedste Trøst at prædike for Fattiglemmerne i
Aalborg, hvor han blev boende, da hans Venner skjænkede ham
et Hus og en Have paa Grønnegade. Af og til holdt han ogsaa
Foredrag i forskjellige Egne af Landet; men hans Tungsind fik
større og større Magt, og hans Selvanklager bleve mere broddede. Da det
theologiske Fakultet ved Jubelfesten 1879 tilbød ham den theologiske
Doktorgrad, frabad han sig den tiltænkte Ære, navnlig fordi han
følte sig uværdig til at kaldes «Lærer». 27. Maj 1883, paa Kejser
Alexander III’s Kroningsdag, prædikede han for sidste Gang, om
alle Tings Ende, der nærmer sig (1. Pet. 4, 7). Det Spand af Dage,
han endnu havde tilbage, var én stor Anfægtelse, der hensatte ham
i en Nat uden Stjærner. De forfærdeligste Selvanklager og
Selvfordømmelser afløste hinanden, og han brændte af Begjærlighed efter
at tømme den menneskelige Foragts Bæger indtil den sidste Draabe.
1884 indvilligede han i sin Umyndiggjørelse; sine Ordenstegn –
han var Kommandør af 1. Grad og Danebrogsmand – vilde han fries
for, fordi han efter sit eget Skjøn var uværdig til at have dem,
og han forlangte i sit Vanvid at stilles for Retten for at afgive en
Tilstaaelse, ikke om nogen borgerlig Brøde, men om sin Synd og
Uværdighed. Da han ikke arbejdede mere, turde han heller ikke
spise; Dage igjennem nægtede han sig Føde, og naar den overvældende
Sult havde fristet ham til at røre den tilbudte Mad, brød
Selvanklagen atter voldsomt frem. Han tvivlede ikke om Kristendommens
Sandhed, men han turde ikke selv tilegne sig Evangeliets
Forjættelser paa Grund af «det forfærdelige», der var vævet ind i
hans Faders, hans Broders og hans egen Historie. Endelig, 24. Febr.
1888, friede Døden den gamle Biskop fra de store aandelige Kvaler.
K. har, i Tidsskrifter og Blade, efterladt sig en stor Mængde
Afhandlinger og Taler, som kunde fortjene at samles, ikke alene paa
Grund af deres eget Værd, men ogsaa fordi de afspejle en Aand, der
var i Slægt med og dog forskjellig fra hans Broders. De betydeligste
ere vel hans Studier over «Klippemanden og Klippetroen»
(«Nord. Tidsskr. f. kristl. Theol.» I), hans «Ældre Smaaskrifter» (1860)
og hans 2 Afhandlinger om Almueskolens Lærebøger (1871 og 72).
Erslew, Forf. Lex.
Elvius, Danmarks Præstehist. 1869-84 S. 1 f.
H. P. Barfod, Til Minde om Biskop P. C. K. (1888).
Fr. Nielsen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
