Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kierkegaard, Søren Aabye, 1813-55, æsthetisk-filosofisk-religiøs Forfatter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ham, at han blot vilde gjøre dem begge ulykkelige. For at mildne
Bruddet stræber han ved alle Haande Kunster at gjøre sig saa slet
som muligt i hendes Øjne. Efter i 14 Dage, som han siger, at
have trodset Folkesladderen, rejser han fortvivlet og oprevet til
Berlin, hvor han forblev Vinteren over.
«Hvad jeg har tabt», skriver han i sin Dagbog: «det eneste,
jeg elskede; – hvad jeg har tabt: i Menneskers Øjne mit ridderlige
Ord; – hvad jeg har tabt: det, jeg altid har sat og altid
skal, ogsaa uden at frygte dette Stød, sætte min Ære, min Glæde,
min Stolthed i: at være trofast.» – «Havde jeg haft Tro,» hedder
det senere, «da var jeg bleven hos hende.» «Troen haaber
ogsaa for dette Liv, men vel at mærke i Kraft af det absurde.»
Men ved dette Tab havde han vundet i alt Fald begyndende
Klarhed over «sin Bestemmelse». Forgjæves havde han hidtil
grubiet over, «hvad Vorherre egentlig havde ment med ham». Til
«en endelig Gjerning» duede han sikkert ikke. At han i aandelig
Begavelse kunde tage det op med enhver i Samtiden, havde han
længe følt sig forvisset om. At han var en født Digter, stod ham
ogsaa klart; men allerede fra Ungdommen af havde han jo tumlet
med Problemer og Opgaver, mod hvilke Digternes «kun ere idel
Spøg og Barnagtighed». Men naar han nu tog en af selve disse
Opgaver op, – den sværeste af dem alle: Kunsten at leve, at
magte Existensens uhyre Vanskeligheder, de Vanskeligheder, han
selv kæmpede med til Døden, og om hvilke hans samtidige end
næppe havde Anelse! Her var en Livsgjerning, stor nok for ham:
at lære det enkelte Menneske og da først og fremmest sig selv at
blive en Kristen. Thi netop deri bestod jo Kunsten. Opgaven
er ikke at bevise Kristendommens Sandhed; thi det vilde være en
«Frækhed», en «Judasgjerning», en «Besvigelse», da Kristendommen
jo er det for Tanken absurde, paradoxe, hvad der netop redelig
skal fremhæves med. Og Opgaven er heller ikke en objektiv,
theologisk Redegjørelse for, hvad Kristendommen lærer; thi slig
Lærdom er kun Sinkelse, der hindrer Individet i at komme til at
handle. Nej, en levende, konkret, «existentiel» Fremstilling af,
hvorledes man bliver en Kristen, en Fremstilling, der bruger
Digterens højeste Pathos for at vække den fornødne Lidenskab og en
gjennemført Ironi og Humor for at hindre Læseren i at blive
staaende blot objektivt begejstret – over for Fremstillingen; en
Fremstilling, der bruger al Tankens Kløgt til at fremhæve og tydeliggjøre
det absurde, – det er Opgaven. At K. var som skabt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
