Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kierkegaard, Søren Aabye, 1813-55, æsthetisk-filosofisk-religiøs Forfatter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Taskenspillerkunster aldrig gjorte om; og lige saa svigefuld er
Trøsten ved «Udfaldet» og «de 1800 Aar». Kun den, der opgiver
sin Forstand og faar Betingelserne af Guden, bliver en troende.
I «Begrebet Angest af Vigilius Hafniensis», der udkom samtidig,
faa vi hans Opfattelse af Bestemmelserne Syndefald, Arvesynd
og Synd. Da Mennesket er en «fritvirkende Aarsag», bliver
hver enkelt Synd et «Spring» og ikke en nødvendig Proces; et
saadant Spring kan den kun Nødvendigheden magtende Tænkning
naturligvis ikke forklare. Men den kan paavise, hvorledes en
Tilstand af Angest bestandig gaar forud og ligesom lammer Individet
eller gjør det svimmelt. Med stor Genialitet, men ganske vist ud
fra højst vilkaarlige psykologiske Forudsætninger gjennemføres nu
dette i det enkelte.
I de 2 sidste Bøger var det nærmest Filosofen K., der havde
Ordet. Digteren K. tager derfor Oprejsning ved kort efter at
udsende en overgiven lille Bog: «Forord af Nicolaus Notabene», en
Samling lystige Smaahip af en lykkelig nygift, der har maattet
love sin Kone kun at skrive Forord. Med korte Mellemrum har
K. end videre lige fra Aaret 1843 under sit eget Navn udsendt
«Opbyggelige Taler», alle helligede hans Faders Minde og henvendte
til «den enkelte». Ligesom den lange Række efterfølgende, mere
særlig kristelige udmærke de sig alle ved en Skjønhed, Dybde og
Inderlighed, der stille dem paa Højde med de psevdonyme
Frembringelser.
Den paafølgende Bog: «Stadier paa Livets Vej af Hilarius
Bogbinder» (April 1845), er en Slags Berigtigelse af «Enten-eller»,
i det det ethiske og det religiøse Stadium her søges holdte
skarpere ud fra hinanden end tidligere. Det æsthetiske Standpunkt
føres flygtig forbi Læserens Øjne som en Erindring («Symposiet»:
«In vino veritas»). «Assessoren» lovpriser atter Ægteskabet, uden
at han dog kommer ud over den i det hele for K. ejendommelige
æsthetisk-romantiske Opfattelse af Kvinden, ved hvilken ogsaa
«Forordets » Forfatter var standset. Kun gjør han nu udtrykkelig Plads
for det «højere» Trin, «Undtagelsen», og dette Trin fremstilles
saa i Bogens Hovedparti: «Lidelseshistorien» «Skyldig? - Ikke
skyldig?» af «Frater Taciturnus», en Række Dagbogsoptegnelser,
i hvilke K. med næsten gammeltestamentelig Pathos paa ny gjenkalder
sig sin Livsbegivenhed, i det det nu er Tungsindet og den
religiøse Uensartethed, der fremtvinge Bruddet og føre Bogens
ulykkelige Helt til Troens Dørtærskel.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
