Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Knud (Prizlavsen), -1183, Prins - Knud (Valdemarsen), o. 1205-1260, Hertug
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Mænd», der bevidnede Gavebrevet til Esrom 1176. For øvrigt
gjorde K. sig fortjent ved paa Fyns Kyst at anlægge en fast Borg,
vistnok Nyborg. K. indgik Broderskab med Munkene i St. Knuds
Kloster i Odense og kjøbte sig Gravsted i deres Kirke; da han
følte sig Døden nær, gav han (20. Nov. 1183) Klosteret alle sine
Godser paa Als, imod at Munkene holdt Sjælemesser for ham som
for en af deres egne. Som Fyrste havde K. et Dobbeltsegl; paa
den ene Side saas en væbnet Rytter, paa den anden en Leopard,
der vistnok har betegnet hans Slægtskab med Kongehuset.
Hans Olrik.
Knud (Valdemarsen), o. 1205-1260, Hertug,
var Søn af Kong Valdemar II og den svenske Hertugdatter Helene, Esbern Snares
Enke (VII, 288). Valdemar yndede denne Frillesøn: han gav ham
det meste af sine vidtstrakte Ejendomme i Sverige, hvor K. ogsaa
maa have haft rigt Mødrenegods, og efter Estlands Erobring (1219)
gjorde han ham til Hertug over dette Land og skjænkede ham en
Mængde Godser i Provinsen Harrien, af hvilke K. atter overlod
en Del til Cistercienserklosteret Gudvalla paa Gulland. Om K. til
Stadighed nu opholdt sig i Estland, ved man ikke; i alt Fald var
han der i Aarene 1222-23, da Danskerne i den revalske Borg
Lyndanise sejerrig udholdt 2 haarde Belejringer, som iværksattes
af de oprørske Ester, sidste Gang i Forbindelse med Russerne.
Den unge Hertug kunde i den følgende Tid dog ikke magte de
vanskelige Forhold, saa meget mindre som Valdemar II’s Fangenskab
havde lammet Danmark, og da de danske endelig bleve helt fordrevne
af de tyske Sværdbrødre (1227), mistede K. sit Len hinsides
Østersøen. Hertug af Estland kaldtes han vel endnu, saaledes i et
Brev fra 1229; men Fortællingen om, at han efter Gjenoprettelsen
af den danske Konges Herredømme i Estland (1238) atter drog
der til og (sammen med Abel) anførte de Danskere, som hjalp de
tyske Riddere paa et sejerrigt Tog til Pieskov syd for Peipussøen
(1240), beror kun paa løs Gætning. Formodentlig havde han
allerede da ombyttet sin estlandske Hertugtitel med et virkeligt
Hertugdømme i Bleking. Sammen med Abel og Christoffer rejste
han sig mod Erik Plovpenning (1246), men blev greben og lagt i
Lænker paa Stegeborg, snart efter dog atter udfriet af Lybekkerne
(1247 el. 48). Bleking fik han tilbage; men senere ombyttede han
dette Len med Laaland. Til Tak for Sorømunkenes «Venskab»
skjænkede han dem sit Gods i Sørninge paa Sjælland (1250), og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
