Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Krohg, Christian, 1777-1828, norsk Jurist og Politiker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
noget kom fra hans Haand, ikke engang da med Udgangen af
Sept. 1828 den yderste Frist var udløben. Regeringen indstillede
da paa Nedsættelsen af en særskilt Kommission, der skulde
behandle de Lovsager, hvis Udarbejdelse var paalagt K. Inden denne
Indstilling var afgjort, bortkaldtes han pludselig og uventet ved
Døden 10. Nov. 1828. Hvad der efter hans Død forefandtes af
Materialier, havde kun ringe Værd; det var i stor Udstrækning
Oversættelser af fremmede Love eller Skrifter. I 1833 rejstes der
i Christiania et Mindesmærke over ham, den saakaldte «Krohg-Støtte».
Sammen med 2 andre Medlemmer af de første Storting,
Sorenskriver I. Knudssøn og Pastor N. St. Schultz, regnedes K. længe
som en af den unge Friheds Heroer, og dette Triumvirat blev
stadig fremholdt som de manende Forbilleder for den unge Slægt.
K. var ubestridelig i Besiddelse af Lærdom, Smag og Skarpsindighed;
han var en retskaffen Mand, som understøttede, hvad der
var godt. J. H. Vogt siger om ham: «Han besad en stilistisk
Færdighed, der søgte sin Lige. Denne blev af karakterfaste Mænd
med stort Held benyttet, og for hvem Støtten, i det mindste lige
saa vel, maatte været rejst.» Han bævede tilbage for alt Ansvar
og var bange for at udføre noget alene. Ligesom hans selvstændige
Forfattervirksomhed kun blev ringe, saa har han ogsaa i det
offentlige Liv blot sat sig Spor, hvor han stod sammen med
stærkere Naturer, der dreve ham frem. «Havde han» – det er atter
J. H. Vogts Ord – «arbejdet i Fællesskab med flere, og det
udarbejdede var fremkommet som et Produkt af fælles Bestræbelser,
saa at intet Stykke havde uden for Medarbejdernes Kreds, og
knapt nok inden denne, ladet sig til Syne, som om det var hans,
vilde han have befundet sig vel, og Arbejdet var rimeligvis bleven
fuldført.» Denne Dom er visselig vel grundet. Der laa i K.s
Karakter en Tilbøjelighed til at trække sig ind i sin Skal, leve et
stille, ubemærket Liv, hvori han ikke mærkede Ansvaret ved den
offentlige Mands Gjerning. Men til samme Tid ejede han ikke den
Modstandskraft, som var fornøden til at unddrage sig de
omfattende Hverv, som bleve ham tilbudne i Kraft af den store Tillid,
han nød hos sine Landsmænd. Naar han saa bagefter følte Tyngden
derved og søgte at komme bort, kunde det let være for sent. Hans
Liv viser dette; han var den højtbegavede Mand uden at eje den
fornødne Karakterens Styrke og Energi. Samtiden tillagde imidlertid
Forfatteren af den bekjendte Indstilling disse Egenskaber. P. Chr.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
