Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kunzen, Frederik Ludvig Æmilius, 1761 -1817, Kapelmester og Komponist
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
«Jubelhymne» (1801) og Høegh-Guldbergs «Erobreren og Fredsfyrsten»
(1802), er kun «Skabningens Halleluja» i sin Helhed bleven
kjendt i videre Kredse.
K. var en intelligent og myndig Kapelmester, der forstod at
hævde Orkestrets Ry, paa samme Tid som hans nøje Fortrolighed
med Sangens Kunst kom Theatret til fortrinlig Nytte. Som
Komponist udmærkede han sig især i det musikalske Lystspil, hvis
Personer han havde et godt Greb paa at karakterisere, og hvor
han ret fandt Lejlighed til at udfolde den ædle Følsomhed og det
smagfulde Lune, der hørte til hans Talents bedste Egenskaber.
Hans Stil var flydende og let, rig paa Melodi, der dog ikke er fri
for Trivialiteter og undertiden skæmmes af alt for haandgribelige
Reminiscenser; Sprogbehandlingen er som oftest mønsterværdig.
I 1809 udnævntes K. til Professor, og han nød senere den
Ære sammen med Cherubini og Spontini at blive optaget som
udenlandsk Medlem af det kongl. svenske musikalske Akademi.
Trods disse Udmærkelser blev hans Sind mere og mere bittert.
Han led af Hypokondri og var yderst pirrelig. «Hans Ulykke
var», skriver en af hans Venner om ham, «at han følte alt for dybt,
hvad der forekom ham urigtigt, uskjønt, uædelt, og at han da
ytrede sine Følelser og Tanker med alt for megen Bitterhed.» Men
han var ogsaa Gjenstand for andres saarende Udtalelser. Man
begyndte at finde ham gammeldags, uforstaaende over for det nye,
uretfærdig mod de yngre og gav sin Misfornøjelse Luft paa en alt
andet end fin og skaansom Maade. Kuhlau offentliggjorde endog
nogle Kanoner, i hvilke han ikke blot gjorde Nar ad K.s Musik,
men ogsaa ad hans Næse. K. var derfor ikke uden Grund forbitret
paa Kuhlau, hvem han tidligere havde støttet, og hans Vrede vendte
sig tillige mod Baggesen, da denne overdrog Kuhlau at komponere
sit langt om længe fuldførte Operadigt «Trylleharpen». Kort
forinden Stykket skulde opføres, udgav P. Hjort sit famøse Skrift,
hvori han beskyldte Baggesen for at have plagieret Texten til «Ossians
Harfe» (s. VII, 473), og det kom i den Anledning til en Forklaring
mellem Baggesen og K., der begge vare syge og i høj Grad nervøst
ophidsede. Det pinlige og bevægede Optrin mellem de to fordums
Venner endte med en Forsoning, men K. døde samme Aften, 28. Jan.
1817, ramt af et Slagtilfælde. Hans Hustru, som han efterlod tillige
med 2 Sønner, levede endnu mange Aar. Hun afgik ved Døden
6. Okt. 1842.
Gerber, Lex. og Neues Lex. der Tonkünstler.
Reichardt, Musikal. Monatsschrift 1792, S. 23.
Allg. mus. Zeitung II, 268; XVII, 65; XIX, 185.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
