Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Og det var paa høje Tid, for Himlen begyndte
allerede at rødme.
— Nu vender Solen sig i Skysengen, tænkte
den lille Høne. Bare jeg naar Dug- og
Rimfrostledet, inden han gaar over det. Bare jeg
naar det! Bare jeg naar det!
I Ugleskoven boede der Ugler i hvert eneste
Træ, og Sølverdun vidste, at kom man
derigennem, medens det endnu var mørkt, var
man fortabt: Uglerne hakkede ubarmhjertigt
Øjnene ud paa En. Og ved Dagslys var det
heller ikke heldigt at passere Skoven og
Grænsen, for saa snart Solen havde forladt sit Rige,
blev Dug- og Rimfrostledet straks trukket
dobbelt saa højt op. Det eneste Øjeblik, det var
muligt at komme forbi alle Hindringer, var
lige selve Dagningen. Da var nemlig Uglerne
allerede blinde og Gitret endnu ikke lukket.
Sølverdun sejlede, saa lydløst hun kunde,
gennem Luften paa hvide Vinger, og Bøtotten,
som stod og grinede ved sig selv, mærkede
hende ikke engang, før han havde alle tre Korn
i sin grinende Mund. Han fik dem i den
forkerte Hals, men havde alligevel
Aandsnærværelse nok til at skuldre, for nu — nu — steg
Solen, klar og smilende med alle sine
Millioner Straaler som en Krans om Hovedet op
M. Malling: Det hvide Hus. 5
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
