Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I» v il r ø
(1 <» K t’ i y,.
1S9T). just paa dei» Tid, hvor
Syndikalismen fremkom, gik det.
som et Raab gennem det franske
Folk: Individuel Heroisme alene
styrter ikke Verden. Den
individuelle Heroisme mister enhver
dybere Betydning, hvis den ikke
støttes af en allerede
nogenlunde aandeligt udviklet
Masseminoritet, der er fast
sammenknyttet i Følelsen for samme
idealistiske Stræben for det fælles
Maal.
Selv om ovennævnte
Indivi-dualstræben fandt Genlyd i det
franske Folks letbevægelige
Temperament, saa var den
anarkistiske Bevægelse hverken i
organisatorisk eller anden
Henseende tilstrækkelig stærk <^g
enig til at kunne udnytte de
terroristiske Handlinger Derfor
gjorde den ingen Fremskridt,
tværtimod. Men det var ikke
alene den anarkistiske
Bevægelse, der led under slige Forhold,
der fandtes ogsaa en anden
Bevægelse, for hvilken det gik paa
saiüme Maade, omend af andre
Aarsager. Det var den franske
Fagforeningsbevægelse.
Sønderslidt gennem
Socialdemokratiets politiske Magtbegær, kastet
hid og did imellem de
forskellige Partier, der fremfor alt
stræbte efter at skaffe sig et
proletarisk Støttepunkt i
Fagforeningerne for sin politiske
Aktion, udgjorde disse franske
Fagforeninger et jammerligt
Skue.
Her var det, at vore
Kammerater, udgaaet fra en
proudho-nistisk-anarkistisk Idé, samt
Idéen fra den bakunistiske
Jurafederation af Internationale,
satte hele sin Kraft ind paa at
redde Fagforeningerne. Det. \var
Anarkisterne, der indtraadte i
Fagforeningerne med det
Fortsæt at. rive disse fra de politiske
Partier, stille dem paa et
økonomisk Basis, som kæmpende
Organisationer og gøre dem til
Midler i Socialismens og
Anarkismens økonomiske og sociale
Kamp. Og i mere end een
Henseende har dette lykkedes.
Anarkismen grundlagde en
Bevægelse, i hvilken den omsatte sine
Idéer og Læresætninger i
praktisk Kamp og sin Handling i
organisatorisk Virksomhed.
Aarene 1899—1901 bragte os
det franske Socialdemokratis
moralske Sammenstyrtning.
Millerand-Eksperimentet havde
fremkaldt det samme. Dette
gjorde, at Massen vendte sig
bort fra Socialdemokratiet ög
traadte i Forbindelse med den
syndikalistiske Bevægelse. Dog
ikke uden at stille Betingelser,
om ikke direkte saa indirekte,
disse kulminerede i den
bekendte Neutralitetsresolution i
Arni i ens 190 6.
Nu maa man ikke tro, at
denne Neutralitetsresolution: —
Jeg er alene og mig selv nok!
— indleveredes af Griffuelhes,
fordi han virkelig var af den
Mening, at den syndikalistiske
Bevægelse alene var
tilstrækkelig til at løse Verdens- og
Kulturproblemer. Det skete i det
hele taget slet ikke af Teori,
men som altid i slige Tilfælde,
af praktiske Grunde.
Den Bevægelse, der nu var
naaet op til hundrede tusind,
kunde maaske atter indspindes i
Partipolitikernes Garn, og som
Værn mod saadanne farlige
Anslag maatte Griffuelhes
indlevere sin Neutralitetsresolution,
dels for at tilbageslaa
Socialdemokraterne, hvilket da ogsaa
tilfældigt lykkedes, dels tor at
slaa en Bom for deres Forsøg,
og til sidst, medens han klart
nok kunde indse, at hvorledes
saa en Resolutions Ordindhold
maatte være, i hver
Kampbevægelse, der strængt holder sig
paa det økonomiske Omraade,
og er inspireret af anarkistiske
Tendenser, kan de kæmpende
Avanttropper ene og alene blive
anarkistiske.
Man kan umuligt være
kom-monistisk Anarkist uden ogsaa at
være ivrig Syndikalist: derimod
kan man meget godt være
Syndikalist, uden at tilstræbe noget
som helst andet eller længere
borteliggende Maal end „det
daglige Brød". Saa uundværligt
og nødvendigt dette er, saa
eidet dog ikke alt. Vi maa endda
som Anarkister føre clenne
universelle Verdensanskuelse frem
til Sejr. Den byder os
fuldstændig konkret Frihed. Frihed er
ogsaa altid Brød, men derimod
er Brød ikke altid Frihed. Paa
Grund heraf er vi fremfor nit
saadanne Anarkister, der
hævder, at Syndikalismen blot er
Anarkismens økonomiske
Udtryk, der ikke lader
Syndikalismen tage Overhaand over
Anarkismen, hvilket er en
fordærvelig og skæbnesvanger
Fejltagelse.
1 Egenskab af Anarkister
propaganderer vi for Syndikalismen,
ikke fordi det er det eneste
Middel, men fordi den er det. bedste
al Anarkismens Midler og
Metoder, der kan blive en Vej for
Menneskeligheden frem til soci-
al Herreløshed og én Piedestal
for den anarkistiske Lære. Dem
der ønsker nærmere Kendskab
til foreliggende Spørgsmaal,
henvises til den paa svensk
udkomne Pjece af Pierre Ramus:
„Syndikalisme og Anarkisme",
der forhaabentlig i nær Fremtid
vil udkomme paa dansk.
S. \u A.
Ned med liim!
Militarismen. Menneskehedens
Forbandelse og Frihedens
Dødsfjende, troner endnu som
Verdens Hersker. Den fejrer Orgier
i Død og Lemlæstelse,
Bakkanaler i Menneskeblod. Verden
stønner under dens Tryk. Sult,
Sygdom og al Verdens Rædsel
følger i dens Kølvand. Den
nedtramper Individet, knækker
Friheden, brutaliserer
Folkeslagene. Som den følelsesløseste af
alt, røres den ikke af de døendes
Rallen, af Enkernes Taarer, af
Børnenes stadige Spørgen efter
Far.
Og det kaldes Forbrydelse,
skal straffes, at angribe, at
underminere Militarismen.
Militaristerne derimod, og
deres Forsvarere, bliver
Samfundets ’ Spidser, bliver dekorerede,
bliver overdænget med denne
Verdens Magt og Ære.
Er Verden da afsindig? Er
Folkeslagene grebet af en
aandelig Pest, en Sygdom, som kan
give sig saa forfærdelige
Udslag.
Er Mennesket da ikke
Skabningens Herre, det ypperste af
alt levende paa Jorden?
Er det ikke muligt for
Menneskeheden at rejse sig af sin
Fornedrelse, at afkaste
Militarismens jernpiggede Aag, for at
sætte Menneskeværd og
Menneskelykke i Højsædet?
Saa sandt, som Militarismen
er /et Menneskeværk, saa sandt
kan Mennesket igen afskaffe
den.
Som Militarisme bliver
opretholdt for den kapitalistiske
Klassçs Skyld, til Varetagelse af
denne Klasses Interesser,
saaledes bliver det kun
Arbejderklassen, hvis Interesser er
diametralt modsatte, der kan
afskaffe Militarismen.
Vi alle, som lider under det
nuværende System, hvor Retten
sidder i Spydstagen, hvor den,
der arbejder, intet ejer, og dem,
der ejer, ikke arbejder, hvor det
enkelte Individ knuges og knæg-
tes, vi alle, som lider, muu ikkm
lide i Taushed.
Vi har en Pligt til at
bekæmpe dette System.
Vi har først og fremmest Pliiçt
til at bekæmpe Militarisme^
som er Skjoldet, Værget for
dette System, og som ogsaa i Frem^
tid^n vil værne enhver
Voldsin-stitution, der opkaster sig tii
Herre over større eller mindre
Dele af Folkeslagene.
Militarismen er
Arbejderklassens værste Svøbe, Kapitalens I
Afgud, Frihedens og
Revolutionens Dødsfjende.
Der er forskellige Maader at
bekæmpe Militarismen paa.
En Del af Verdens „store"
Mænd har under Verdenskrigen
offentlig udtalt, at Krigens Maal
var den tyske Militarismes
Ødelæggelse, og fremstiller det
saaledes, at naar dette er naaet, er
Tusindsaarsriget nær, er Vejen
aaben til Verdens Frigørelse og
Menneskets Lykke.
Stakkels Daarer. der fæster
Lid til dette.
Sølle Frihedskæmpere, der vil
knuse Tysklands Militarisme,
men vil lade den blomstre i eget
Land.
Og Skam faa den
Arbejderklasse, der ikke er en Fjende til
al Militarisme, der ikke vil
sætte alt ind paa at bekæmpe den.
Som Militarismen er Statens
Opretholder, staar og falder med
den, saaledes er enhver
Antiini-litarisme kun ægte, naar den
angriber Militarismen, samtidig
med den kapitalistiske Ståt. og
enhver Ståt overhovedet.
Militarismen kan kun
afskaffes ved den sociale Revolution,
som omstyrter Staten. Derfor er
en kraftig antimilitaristisk
Bevægelse en udmærket
revolutionær Agitation, som man
selvfølgelig maa vente bliver
bekæmpet med alle mulige Midler af
Staten, bliver beløjet af
Borgerpressen og snigløbet af
Politikerne.
Men Arbejderne føier
instinktmæssig. at den antimilitaristiske
Agitation har Bud til dem, har
ogsaa paa mange Maader støttet
denne Bevægelse og begejstret
hilst dens Talsmænd.
Vi maa aldrig lade denne
Bevægelse stagnere. Det er en
Livsbetingelse for enhver virkelig
revolutionær
Arbejderbevægelse, at Antimilitarismen ikke
bliver forsømt. Der er et Raab, som
vi stadig skal lade lyde for Arr
bejderne og det er:
Ned med Militarismen!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
