Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
de Krig.
der den Enkeltes absolute Ret
overfor Alt og Alle: hvert
Menneskes Jeg sin egen højeste Lov,
A lax Stirner er Egoismens
Ypperstepræst, og som Forkynder af
Anvendelse af brutal Magt i
Kampen mod Statsmagten bliver han
en Forløber for Handlingens
Propaganda, der senere praktiseres i
Rusland, hvor den dog
fremkommer som en naturlig Reaktion mod
en brutal Undertrykkelse og
retfærdiggøres ved denne.
Med den russiske Agitator
Bakunin træder Anarkismen >nd i en
ny Face, idet den begynder som
internationalt. politisk Parti, hvis
Propaganda afføder en Række
Attentater og Mord paa Fyrster og
højtstaaende Embedsmænd i den
Hensigt at skabe Frygt og
modarbejde Tyranni.
Hvilke Handlinger dog ikke helt
kan siges at have gavnet
Anarkismens Frigørelsesarbejde og vel
næppe har svaret fuldt ud til
Hensigten.
Bakunins Efterfølger. Russeren
Krapotkin, har gennem en Række
af Værker nærmere uddybet og
underbvgget den anarkistiske
Samfundslære og har derved bidraget
mægtigt til at vinde Tilhængere til
Anarkismens Lære.
Krapotkins Bøger vidner om en
høj Intelligens og en
højtstræben-de Idealitet.
I hele sin Lære er det
Menneskehedens Lykke, der ligger ham paa
Hjerte, og den Lykke kan efter
hans faste Overbevisning kun
skabes i et frit Samfund, hvor al
Tvang er afskaffet. Og dette
Samfund bør tilkæmpes selv om Vejen
gaar gennem den sociale
Revolution. gennem aktiv Kamp.
I Modsætning til den aktive
Retning indenfor Anarkismen er
Tolstoj, den russiske Digter,
bleven en Talsmand for en passiv
Kamp mod Magten, en Kamp, der
i Form af Militærnægtelse etc.
danner et værdifuldt Supplement
ti’ den aktive Kamp, men som
Hovedfaktor vel næppe i Længden
vil være i Overensstemmelse med
<*?lve den menneskelige Naturs
Reaktion mod Vold og
Undertrykkelse.
Anarkismen er for det store
Flertal af Mennesker et taaget Begreb,
et Begreb, der svømmer tid hl at
omfatte de mest nodstridende Ting
ligefra den nederdrægtigste
Forbrydelse til den mest
himmelstormende Idealitet.
Der er jo unægtelig ogsaa et
tilsyneladende mægtigt Svælg
mellem Anarkisten, der i uforsonligt
Had til Statssamfundet, viende sit
Liv til Døden for sin Sag, slynger
den dødbringende Bombe for
Fødderne af en af de højeste
Repræsentanter for Magtsystemet Staten
og mellem Digter-Anarkisten
Henrik Ibsen, „der roligt afventer
Tidens Nærmen, mens han fornemt
digter paa Vejen", og nøjes med at
proklamere Statens og Religionens
Fald.
Men er Svælget saa stort?
Erkendelsen af Magten. Staten som
den store Hindrer af menneskeligt
Fremskridt, som den store
Lykkedræber er den samme. Den ene vil
se Idéerne realiserede sel\ med
alle Midler r.den anden drømmer
otn dem som noget, der engang vil
komme, men som glemmer, at alle
Handlinger, der bekæmper
Tvangen og Undertrykkelsen er Led i
den Proces, der skabt af Livets
stærkeste Drifter, trods al Tvang
og trods al Undertrykkelse dog
alligevel engang vil skabe det frie
Samfund, den frigjorte
Menneskehed.
Anarkismens Realisation som
socialpolitisk Teori, som
Sam-fundsprincip ligger maaske langt
borte i Fremtiden, bag
Statssvste-mets Kulmination og Staternes
endelige Forfald, bag
Klassekampenes og Borgerkrigenes blodige
Virvar, bag alle de økonomiske
Udviklingstrin, som synes at være
uundgaaelige Mellemstadier og
forberedende Trin paa Vejen til et
paa Frihedens Princip hvilende
Samfund.
Men som en Tro. som en
Religion er den i Slægt med alt det
bedste i Menneskelivet. Islæt i
Kristendommens Tro paa Gudsriget
og bærende Motiv i
Menneskehedens store Aanders Kamp for
Frihed og Lykke.
Derfor er Anarkismen det fjerne
Maal, Stjernen, der lyser op i
Dagliglivets graa Øde og giver os
Kraften og Modet til Kampene i
det Smaa.–-
Hvad evner vel et Menneske at
se frem gennem Tiderne? Hvad
evner et Menneske at se af Vejen,
som slynger si.T fra Urtidens graa
bundløse Dyb mod Fremtidens
disede Tinder? Kun lidet. Men os,
der (ror paa’Frihedens .Sejr og
Betydning for Menneskelivet. vi
skimter Lysningen fra de Tider, da
Menneskene har frigjort sig fra
Stats- og Magtsystemet, og
Samfundets Princip er Frihed og
Gensidighed ; og Frihed er
Anarkismens Aand.
A. Alstrup.
Liberalismen, den platteste af alle
Filosofiens Opfindelser, har ikke
formindsket men derimod forøget
Fattigdommen og Uhæderligheden. Den har
øget Statens Udgifter uden at skaffe
Folket Arbejde og Livsophold.
Et paa Sult og Bajonetter bygget
Samfund, se det er Højdepunktet af
Liberalismens Visdom!
Fourier.
Arbejderne
Og
Parlamentarismen.
Mistilliden til den
parlamentariske Taktik er i glædelig
Fremgang. Da vi i „Den røde Krig"s
første Nummer udtalte, at der ikke
liehøvedes meget Tankebesvær, for
at fatte, hvor umulig den
parlamentariske Taktik er som Vaaben
i Arbejderklassens Hænder, og et
ubrugeligt Middel til at naa
Socialismen, saa var det med Visheden
om, at flere og flere Arbejdere fik
Øjnene op for L:muligheden af,
og det Spild af Kræfter det var.
at fortsætte paa den
parlamentariske Vej. Vi har dokumenteret,
hvorledes Socialdemoicrater, som
de i Socialistisk Arbejderparti,
udtaler sin Mistro mod
Parlamentarismen (saadanne halve
Indrømmelser gør dog alle, som staar
udenfor Rigsdagen); men nu
viser det sig ogsaa, at de „rigtige"
vaskeægte Socialdemokrater, det
uafhængige Socialdemokrati,
manifesterer Parlamentarismens
Fallit. En Hr. Rymose udtaler i
„Dagens Ekko" d. 17. Maj, at det
„gamle" Socialdemokrati
indskrænker sig til „Gennemførelsen
af „Reformer", der i Følge de
økonomiske Love maa tabe deres
Betydning i samme Øjeblik de bliver
gennemført."
Det er den kraftigste Kritik af
den parlamentariske Taictik, som
Hr. Rymose har fremfører; — thi
sig mig nogle Reformer i det
nuværende kapitalistiske Samfund,
som er gennemført ad
parlamentarisk Vej, og ikke falder ind under
denne Dom ?
Paa den anden Side har
Formanden for Smede- og
Maskinarbejdernes Fagforening Johs. Hansen
(ifølge „Solidaritet") gennem sin
Indrømmelse, „at det
Lovgivningsmagten gjorde, var at sætte
et. Stempel paa. hvad der i
Forvejen var gennemført",
fremkommet med en Udtalelse, der ikke
levner nogen’ Tvivl om det
værdiløse i at sætte Repræsentanter ind
i Rigsdagen.
.Med andre Ord. de
parlamentariske Repræsentanter er
Dekora-tionsfigurer, Stempelmaskiner, og
hvis det ikke var for de farlige
psykologiske Virkninger i
Arbejdernes socialistiske Kamp, som
fulgte med Repræsentanternes
Indrykning i Rigsdagen, saa kunde
Arbejderklassen jo godt bringe det
lille Offer at have Stempel- og
Talemaskiner derinde.
Men vi maa ikke et Øjeblik tabe
af Syne, at disse Udtalelser er
flygtige Ord, at^le uden Tvivl
viser en gennem Erfaring erhvervet
personlig Opfattelse; men at man
i næste Øjeblik, naar det gælder
deres eget Partis Deltagelse i det
parlamentariske „Arbejde", og
deres Syn paa det repræsentative
System, ligesom salig Petrus er
villig til at fornægte inden Hanen
bar galet tre Gange.
Af det mest „radikale"
socialdemokratiske Parti. „Socialistisk
Arbejderparti’^ Program paaviste vi
i forrige Nummer af „Den røde
lsri"" liNorledes titan erkendte at
man deltog 1 det jWrlamentarisfce
Arbejdr for Reformernes Skyld.
Og nu har en lir Ankjær 1 en \r
t i kel „S\ ndikalisrne og
Socialisme" i .. Klassekampen" gjort <-\
hengere Spring, da han forsøger at
lancere den Teori, at det ikke er
det parlamentariske Systems
Skyld at Socialdemokratiet har
spillet Fallit.
Nej! Naturligvis! Thi hvis man
erkendte dette, afskar tnan sig
jo-selv fra .Muligheden af at vælge
Rigsdagsmænd. Og naar man
tilhører et Parti, hvis Opgave det er
at gøre Plads for sine
Rigsdagsmænd, saa blev det jo en højst
fatal Situation.
Men lad os se, hvorledes
Manden argumenterer.
„Socialdemokratiets Fallit under
det parlamentariske Arbejde,
skyldes nemlig ikke saa meget det
parlamentariske System som
visse Forhold indenfor
Arbejderklassens egnp Rækker."
Her kommer Manden paa Kant
med alle sine Partifæller (at
han-kommer paa Kant med den sunde
Fornuft spiller i det Parti ingere
Rolle; thi de maa alle stadig
balancere paa haarfine Deflnationer,
for paa en Gang at kunne gøre
Rede for sin Modvilje mod
Parlamentarismen og sin Længsel efter, at
komme ind i Rigsdagen); thi hans
Partivenner hævder alle som en. ^t
det er Stauning, Borgbjerg og
Konsorter, som er PariamentariSr
mens degenererede Elementer.
Men han fortsætter ugenert:
„Det er ikke saa meget det
politiske System, der har gjort
Arbejderpolitikerne kapitalistisk
tænkende og handlende. soy?i det er
Arbejderne selv, der ved at tccnke
kapitalistisk, har gjort. Førerne til
samme Slags Folk."
Hvis denne Paastand er rigtig,
saa har nye
politisk-parlamenta-riske Partier endnu mindre
Eksistensberettigelse. Thi ingen vil
vel indbilde mig, at den
Forudsætning. Forf. angiver, bortfalder
fordi der dannes to nye Partier. Og
hvis Arbejderne tænkte
kapitalistisk. og derigennem tvang
Lederne til at handle kapitalistisk, saa er
de nye politiske Partiers Førere
jo-stillet under samme Tvang som
de gamle, forsaavidt man vil
regne med Arbejderne som Aarsagen.
Thi man ændrer som bekendt ikke
Arbejdernes Tankegang paa en
Uge.
Men Forf. er parlamentarisk
troende, og han vil vel ikke tages
saa alvorligt. For ham gælder det
hovedsagelig at have noget at
skyde Skylden paa. for at kunne
fortsætte det parlamentariske
Gøgler-værk.
T-töcus pokus fidiocus.
Men lad os et Øjeblik, før vi
slipper Manden og hans Forsvar
for den parlamentariske Taktik,
beskæftige os lidt med den
Paastand han angav som Grund for
Socialdemokratiets Bankerot.
Er Paastanden rietier?
o O
Det er sandt, at Arbejderne, som
fra Barnsben opfostres i
kapitalistisk Tankesæt, og systematisk
lige til 25 Aars Alderen, gennem
Skolen. Kirken og Militarismen
bliver oplært i Kapitalismens
Forestillingskreds, ikke paa et Øje-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
