Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hun sat der i næsten to timer og hørte
på. Hun forsømte tiden for sin kvaells-mat,
tiden for sit aften-kursus. Han vilde ikke slippe
henne. En jente åpnede døren fra den indre
gang for at spørge, om hun skulde dække;
men hun blev vist ut.
Da Tomasine gik lijem gennem alléen,
hvor vej-banen var oprevet af regn-bækkene,
og de gamle trær stod og suste i en storm,
kænte hun det, som hun kom fra et mausoleum;
deri havde hun møt en eneste levende man,
som gik om og synte sine døde. Hun havde
ikke den fjærneste trang til at gå der in, hun
også. Hun vendte sig og så på den
overkal-kede, smudsige store bygning med de små
vinduer. Hun sagde ganske højt: »nej!«
Næste morgen, hun kom ind i stuen, var
den vanlige buket fra John Kurt ikke kommet.
Det gav et stik i henne; hun visste ikke
hvorfor; for det var jo dog så, hun vilde ha det?
Var det ikke så? Hun skulde just til at ut-rede
det for sig selv, da hennes far kom in fra sin
morgen-tur, meget blek. Han fortalte, at gamle
Kurt var død i nat. De havde funnet ham i
morges livløs i hans stol foran bordet.
Straks efter kom John Kurt. Han sagde
intet; men kastede sig ner og gråt. Han gråt
således, at både hun og hennes far blev rædde.
— Og de selv-anklager, som fulgte!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
