Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
8
KELTER. KYMRER OG GAELER
store Folke-Æt, der ogsaa indbefatter Germanerne, Sydeuropæerne og de ariske
Folkeslag i Asien, nemlig den indo-europæiske. Vi have allerede seet, at der findes
Levninger fra keltisk Befolkning i Sydsverige, Danmark og Nordtydskland, og
vide tillige, at Befolkningen i Britannien og Gallien førend Romernes Angreb
paa disse Lande, ja endog fra den første Tid, da de bleve bekjendte for Grækerne
og Romerne, 5 til 600 Aar før Christi Fødsel, saagodtsom udelukkende var keltisk.
Man skjelner mellem to Afdelinger af de nuværende keltiske Folk nemlig de
saakaldte Gaeler, der nu alene findes i Skotland og Irland, altsaa yderst mod Vesten,
og Kymrerne, der indtil det femte og sjette Aarhundrede efter Christi Fødsel
beboede hele England, men af de indvandrede Angelsaxer ere blevne indskrænkede
til Englands yderste Bjergegne mod Vest, nemlig Wales og Cornwall, og tillige
bebo den nordvestligste Spidse af Frankrige eller Bretagne. At Gaelerne og
Kymrerne, uagtet deres Slægtskab, dog staa hinanden langt fjernere end noget af de
germaniske Folk staar sine Stammefæller, viser Sammenligningen af deres Sprog,
og det er derfor tydeligt, at de hver for sig repræsentere to Hovedafdelinger, der
uafhængigt af hinanden, og til forskjellige Tider, have vandret ind. Den gjensidige
Beliggenhed af de Egne, begge Afdelinger nu indtage og i ældre tider indtoge, viser,
at den gaeliske, som den yderste, tillige er den tidligst indvandrede, og at den
kymriske senere, maaskee endog flere Aarhundreder senere, har fulgt efter. Der
mangler ikke paa Sagn blandt Kelterne, som bekræfte denne Slutning, idet de
antyde en dobbelt Indvandring, en forhistorisk, en anden sildigere; der tydes
endog hen paa, at de sidst indvandrede kom fra Nordsøens Kyster og Rhin-Egnene1.
Navnet Kimbrer eller Kimrer paa den jydske Halvøes ældre Hovedbefolkning
betegner denne tilstrækkeligt som kymrisk, og de keltiske Levninger paa hele
den nordeuropæiske Slette hidrøre derfor vistnok, især længst mod Øst, fra
kymriske Stammer, der boede adspredte i de dengang forstørstedelen skovbegroede
Egne. Af den romerske Historie erfare vi, at der i Tidsrummet mellem 600 og
400 Aar før Christus skete hyppige og voldsomme Indvandringer af keltiske Galler
fra det nuværende Frankrige, hvilke først indtog og satte sig fast i Øvreitalien,
siden endog streifede over hele Halvøen, bragte Rom sin Undergang nær, og først
efter en flere Aarhundreder vedvarende, haardnakket Kamp bleve undertvungne
af Romerne. Denne Folkebevægelse kan ej have fundet Sted uden Aarsag, og
denne Aarsag har ganske vist neppe været nogen anden end de yngre keltiske
1 Ammian nævner om et Sagn, bevaret blandt de galliske Druider: at en Deel af Folket var Landets
egne Børn, en anden Deel kommen fra de yderste Øer og Egnene hiinsides Rhinen, hvorfra Krig og
Oversvømmelser havde drevet dem. (XV. 9.) Kymriske Sagn fra Wales fortælle om at de første Beboere af
Britannien kom over «det taagede Håv» (Nordsøen), og at der senere kom andre kymriske Folkesværme
fra Gallien. (Turner, history of the Anglosaxons I, 95, 55).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
