Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
48
GOTER PAA SJÆLAND
kaldes hlei^ra, hvilket netop er Navnet paa det Sted i Sjæland1, hvor den
bekjendte Nationalhelligdom og Kongeresidens var i den allerældste Tid, foruden
en Mængde andre Grunde, som vi i det følgende ville komme til at berøre, viser
noksom, at hiin af Tacitus omtalte 0 i Oceanet ikke kan være nogen anden end
Sjæland, hvor Goterne paa den Tid havde deres Hjem, og hvorfra de saaledes
upaatvivlelig, som Nationalhelligdommens Besiddere, udøvede en vis Indflydelse
ej alene paa de Nationer, Tacitus nævner2, der alle maa være at søge i det
nuværende Sønderjylland, Holsten og Meklenburg, men ogsaa paa de nordenfor
boende Folk, hvis efterladte Indskrifter med gotiske Runer vidne om, at de have
hørt til den gotiske Kulturs Kreds.
Blandt disse Folk er det isærdeleshed Gaulerne og Danerne, som for Norges
Historie blive af Interesse. Gauterne finde vi ligefra de ældste Tider som Norges
umiddelbare Nabofolk ved den Elv, der lige indtil vore Dage har sit Navn efter
dem, nemlig Gaut- eller Gøta-Elven3. Efter deres Navn at dømme, maa de have
været nærbeslægtede med Goterne der tillige vare deres nærmeste Naboer mod
Syd. Vistnok ere de nuværende Gauter eller Gøter fuldkommen nordiske Folk,
og de Prøver, vi besidde af deres Sprog langt tilbage i Middelalderen (i
Østgøta-og Vestgøta-Loven), ere ligeledes affattede i en egte nordisk Mundart; men
desuagtet kunne de, et heelt eller halft Aartusende tidligere, have staaet Goterne
nærmere, thi det gotiske Sprog selv fjerner sig saa lidet fra de nordiske, at et Par
Aarhundreders Paavirkning af og Blanding med nordiske Elementer maatte være
tilstrækkelig til at give det et nordisk Præg. Derpaa tjener ogsaa Sproget paa
Øen Gotland eller Gulland til Exempel; thi denne Ø’s Indbyggere, der endnu
stedse kalde sig Gutar eller Gotar, og som upaatvivlelig ere lige nedstammende
Efterkommere af Øens ældste gotiske Beboere, tale nu en nordisk Mundart, i
hvilken vistnok mange Særegenheder og Levninger fra Gotisken give sig tilkjende,
men ej i den Grad, at de kunne betage den dens nordiske Charakter4. Overhoved
laa alle germaniske Sprog eller rettere Mundarter hinanden i hine fjerne Tider
1 Nemlig Lejre, forhen Hleiör. Ordet hleijira bruges af Vulfila til at oversætte det græske oxrjvij,
der ellers just er Udtrykket for en tjeldet Vogn.
2 Blandt de 7 Folkeslag nævnes ogsaa Aviones d. e. Øboere, af Avi, en 0. Reudigni maatte i got.
Form blive Riudingös, oldn. Rjööingar, Beboere af opryddede Skovegne, maaskee de samme som
Pro-kops Rutiklier. Varini ere Varnerne.
3 Gautar er den oprindelige, Gøtar den svenske Form, hvorfor de ogsaa nu kaldes Gøter og Elven
Gøtaelven.
4 Se Sæve, om Gotlands Mundart i dansk Historisk Tidskrift 4de B. — Øen Gotland synes at have
været det Land, der i de oldhistoriske Sagaer kaldes Eygotland, se især Søgubrot Cap. 2, der lader Aud drage
fra Sælund (Sjæland) over Eygotland til Gardarike. Gulland synes især, efter de forefundne Mynters
Mængde at dømme, at have været Hovedpunktet for Nordens Forbindelse med Østen. Se Worsaae:
Danmarks Oldtid, S. 54.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
