Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
RUNER
47
forefindes de i det nuværende Danmark og det sydlige Sverige, hvilket vidner
om at disse Egne var deres rette Hjem; de brugtes ogsaa af Angelsaxerne i
England, der saaledes maa have medbragt dem fra deres ældre Opholdssteder i de
nuværende danske Lande, og de have, skjønt i et ringe Antal, været fundne i
Kyst-Egnene ved Kattegattet og Skagerraket lige ind i det sydligste af Norge,
endog i det nu saakaldte Nedre Thelemarken, og langs Østersøens Kyster lige
ind i Upland i det egentlige Sverige. Naar man hermed sammenholder, at Danmark
lige ned i det 9de Aarhundrede kaldtes Gotland1, og det af Jornandes opbevarede
Sagn om Gotiskandja og Gepidernes Ophold paa de saakaldte Weichsel-Øer, der
i Virkelighed ikke ere andre end de danske Øer, faar man den bestemteste
Forestilling om Danmark og Sydsverige som Goterfolkets fornemste Sæde. Og hine
Indskrifter i gotiske Runer vise nogenlunde, hvorledes Goterne eller idetmindste
den gotiske Kultur har spredt sig fra Hovedsædet. Thi da disse Indskrifter ikke
alle ere i det rene gotiske Sprog, men de engelske i angelsaxisk, de blekingske og
svenske endog tildeels uforstaaelige, bære de tillige et Vidnesbyrd om, at det
ej alene var Goterne, men ogsaa de nærmest disse boende og med dem beslægtede
Folk, som af dem havde lært at kjende og bruge disse Runer, ligesom ogsaa den
Omstændighed, at Bogstavsystemet i de angelsaxiske og ikke reengotiske
Indskrifter er mere kunstlet og uddannet, end i den reengotiske Guldhorn-Indskrift,
vidner om, at hine ere yngre, og at den gotiske Kultur inden Norden selv maa
have haft en temmelig lang Udviklingsperiode2. Da Bogstav-Skriften i
Hedendommen stod i den nærmeste Forbindelse med Religionen og Gudsdyrkelsen, kan
man ikke vel antage, at Goternes Nabofolk optog deres Runeskrift uden tillige
at staa i et nærmere Slægtskabs- og Afhængighedsforhold til dem, eller uden
idetmindste at være forenede med dem om en fælles særegen Nationalkultus. Der
mangler heller ikke paa historiske Vidnesbyrd om Goternes Overmagt ogsaa i
Norden selv. Vi have allerede omtalt de Erobringer, Jornandes tillægger Ermanarik,
Erobringer, der synes at have strakt sig til alle Landene omkring Østersøen3,
hvad ogsaa Saxos Beretning om Jarmerik bekræfter. — Om et Fællesskab i
Nationalkultus taler allerede Tacitus, hvor han fortæller at hine 7 Nationer ved
Oceanet, blandt hvilke Anglerne, var fælles om Gudinden Nerthus’s Helligdom
paa en 0 i Oceanet. Ej alene Navnet Nerthus’s reengotiske Form, men ogsaa den
Omstændighed, at hendes tildækkede Tempelvogn i det gotiske Sprog maatte
1 Se fornemmelig Skålda i Snorra Edda, Cap. 43.
2 Se herom Annaler for nord. Oldkyndighed og Historie, 1848, S. 274—282. Om de blekingske
Min-desmerker se især Worsaaes Hovedskrift tinder denne Titel.
3 Jornandes Cap. 23, nævner foruden Merer og Morder, og andre sarmatiske Folk, ogsaa Roger (Ruger),
Thjuder (man maa tænke paa Thjod eller Thy i Jylland), o. a.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
