Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HUNDREDER
91
opstillede Mænd, maaskee endog et bestemt Antal, saaledes udtrykker
Benævnelsen paa Fylkets Underafdelinger ogsaa et vist Antal Mennesker; den er endog
i de fleste germaniske Lande ligefrem et Talord, nemlig det bekjendte «Hundred»,
der endnu er brugeligt i flere Egne af England, og som i den afledede Form
«Hun-dari» var sædvanligt i Sverige, fornemmelig i det egentlige Svithjod eller Svialand.
Allerede hos de romerske Forfattere, der have omhandlet Germanernes
Indretninger, finde vi Antydninger til denne Inddeling, hvis særegne Navn dog har
givet Anledning til flere iøjnefaldende Misforstaaelser. Cæsar siger saaledes,
merke-ligt nok, at det germaniske Folk, Sveverne, «have hundrede Hereder (pagi), fra
hvilke de hvert Aar stille et tusinde bevæbnede Mænd til Krig udenfor deres
Grændser»1. Dette noget dunkle Sted kan umuligt sigte til andet, end Folkets
Fordeling i de saakaldte «Hundreder», hvilken Talemaade Cæsar eller hans
Hjemmelsmand meget let kunde misforstaa. Tacitus fortæller om de germaniske
Fodkæmpere: «de udvælges blandt hele det unge Mandskab, og stilles foran Slag-Ordenen;
ogsaa deres Antal er bestemt, nemlig hundrede fra ethvert Hered (pagus); saaledes
benævnes de ogsaa blandt deres Egne, og hvad der i Førstningen blot betegnede
et vist Tal, er nu blevet et Navn, ja en Ærestitel2. Her er det klart, at Ordet
«Hundred» som Benævnelse baade for en Afdeling af Hæren og for et bestemt
Distrikt, har foresvævet den romerske Forfatter. Det samme er omtrent Tilfældet,
hvor han sidenefter fortæller, at de udvalgte Dommere plejede, naar de skiftede
Ret i Hereder og Landsbyer, at ledsages hver for sig af hundrede Mænd af Folket,
paa een Gang baade et Raad og en Støtte for hans Myndighed3. Thi Meningen
heraf, eller rettere af hvad Tacitus’s Hjemmelsmand berettede ham, er vistnok
kun den, at der var en Dommer for hvert Hundred, ved hvis Thing de fornemste
i Hundredet fremmødte. Om Semnerne heder det endelig hos Tacitus omtrent
som det hos Cæsar heder om Sveverne, at de vare bosatte i hundrede Hereder,
og at dette i høj Grad bidrog til at forøge deres Anseelse4. Her synes det atter
heel rimeligt, at de «hundrede Hereder» i den første Beretters Mund alene har
antydet en Bosættelse i Hundreder, og at denne Talemaade saaledes ej oprindeligt
har haft til Hensigt at betegne nogen ualmindelig Grad af Magt eller Folkerigdom.
Denne Forandring gaar over til Vished, naar vi i gamle tydske Skrifter finde
1 Cæsar de bell. gall. I. IV. c. 1. Ii (Suevi) centum pagos habere dicuntur, ex quibus quotannis singula
millia armatorum bellandi causa suis ex finibus educunt.
2 Tacitus, Germ. c. 6: quos (pedites) ex omni juventute delectos ante aciem locant. Definitur et
numerus; centeni e singulis pagis sunt, idque ipsum inter suos vocantur, et quod primo numerus fuit, jam
nomen et honor est.
3 Tacitus, Germ. c. 12. Eliguntur in iisdem conciliis et principes, qui jura per pagos vicosque reddant;
centeni singulis e plebe comites, consilium simul et auctoritas, adsunt.
4 Tacitus, Germ. c. 39: adjicit auctoritatem fortuna Semnonum, centum pagis habitantium.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
