Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KONGEN
119
Hans egen indre Drift til at forlade Fædrelandet og underkaste sig fremmede
Lande i Spidsen for Krigere fremstilles her billedligt, som om han hørte Opfordringen
dertil i Fuglenes Røst, naar han vandrede ensom i Skov og Mark, overladt til sine
egne Grublerier. Digtet ender her pludseligt, og er aabenbart ufuldstændigt.
Hvad der siges om Dan og Danp synes enten at sigte til et Erobringstog mod
Danmark, hvilket Digteren paa en allegorisk Maade har villet forherlige, eller ogsaa,
hvad der forekommer os mere rimeligt, at skulle indeholde en Opfordring til den
unge norske Jarlesøn om at efterfølge Dans og Danps Exempel, og erhverve
ligesaa god Odel, ligesaa stor Anseelse, og ligesaa stor Berømmelse for Krigerfærd
til Lands og Vands som de. Herom ville vi senere faa Anledning til at udtale
os nærmere; her holde vi os kun til de Vink, Digtet indeholder om
Kongeværdighedens Oprindelse. Det er tydeligt nok udtalt, at Jarlesønnen først bliver Konge,
naar han optræder som Erobrer, altsaa naar han i Spidsen for Krigere drager
ud paa Erobringstog til fremmede Lande. Hans Optræden i Spidsen for en
Kriger-skare antydes endog ved det blotte Fleertal, hvormed Kragen i sin Opfordrings
Løb begynder at tiltale ham. Hermed stemmer det nøje, hvad Snorre fortæller
som det sædvanlige i Norges og Sveriges ældste eller heroiske Periode: «Der var
mange Sø-Konger som raadede over meget Folk, men ejede intet Land»1. Og saa
langt ned, som ved den Tid da Christendommen indførtes, ja endog noget senere
overhoved saa længe Vikingetiden varede, finde vi det omtalt som Skik og Brug,
at Sønner af kongelige Familier, der i Spidsen for en Krigerskare gjorde Søtog
for at herje i fremmede Lande, strax paa det første Tog ved Afrejsen fra Hjemmet
udraabtes til Konger af sine Krigere, og sidenefter stedse beholdt denne
Kongetitel. Nu er det tydeligt nok, at den Omstændighed, at disse Tog foregik til Søs,
her er aldeles uvæsentlig, alene begrundet i Norges særegne Beliggenhed og
Umuligheden af længer at kunne foretage Erobringstog til Lands; det Væsentlige er
Kongens Optræden som Høvding for en Skare af Krigere, der have sluttet sig om
ham i den Hensigt at herje og gjøre Erobringer i fremmede Lande. Konge-Navnet
er saaledes fra først af knyttet til disse to Hovedpunkter, Erobringshensigten
og Krigerfølget. Og her have vi ikke længer en udelukkende norsk, men en
ældgammel og egte germanisk Institution for os. Det er det saakaldte Følge
(comi-tatus), bestaaende af hvad der i vore Oldskrifter kaldes «haandgangne Mænd»
eller Krigere, der med hellige Forpligtelser havde sluttet sig til Kongens Person.
Tacitus, der saa omhyggelig havde iagttaget de gamle Germaners Skikke og
Sæder, giver os den ældste, men tillige den omstændeligste Fremstilling af dette
Følges Beskaffenhed. «De foretage sig», siger han, «intet enten i offentlige eller
1 Snorre Yngl. S. Cap. 34.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
