Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HAANDGANGNE MÆND
121
Anvende vi denne mesterlige Skildring paa de ældste Forhold i vort Land,
saaledes som vi ovenfor især efter Rigsmaal have søgt at fremstille dem, vil man
lettelig kunne forstaa, hvorledes Karlen eller Agerdyrkeren i Førstningen kunde
være saa lidet anseet i Sammenligning med Jarlen eller Krigeren. Jarlerne have
neppe engang beskjeftiget sig med Agerdyrkningen, men flokket sig om enkelte
Høvdinger, og under deres Anførsel, enten i Fejder med hinanden indbyrdes, eller
i fremmede Fylker, maaskee og i fjernere Lande søgt at erhverve sig Anseelse og
det fornødne Underhold. Baade i vore egne og andre germaniske Oldskrifter
finde vi i mængdeviis Exempler paa det her af Tacitus skildrede Forhold, og
Bestyrkelse paa hans Ord. Høvdingens Gavmildhed mod hans haandgangne
Mænd er saa at sige de gamle, til Høvdingers Priis forfattede, Kvads staaende
Thema; Gavmildheden prises som en Dyd ikke ringere end Tapperheden.
Høvdingen kaldes «Ringenes Bryder», «Guldets Hader», o. a. d. Allerede Rigsmaal selv
lader Jarlen, som et Særkjende paa hans ædle Byrd, strax efterat have tilkæmpet
sig et Rige «sønderhugge Baugen»; i det gamle Bjarkemaal omtaler Hjalte
vidtløftigt de rige Gaver, han og hans Staldbroder havde faaet af Rolf Krake, og i
Digtet om Beowulf prises Hrodhgars og Hygelacs Gavmildhed. I Ynglingasaga
fortæller Snorre om Oplændingekongen Halfdan, at han vistnok var gavmild paa
Guld mod sine Mænd, men holdt dem knapt med Hensyn til Beværtningen,
hvorfor han og fik Tilnavnet hinn mildi ok matarilli (den gavmilde og madknappe).
Og Høvdingens Forpligtelse til at føde sine Mænd anstændigt spiller ogsaa meget
længere ned i Tiden en vigtig Rolle; hans Knaphed i denne Henseende var
Gjenstand for alvorlige Klager1. Og i Digtet om Beowulf kaldes de haandgangne
Mænd eller Følgesvende meget ofte Mad- og Arne-Fæller (beödgeneåtas,
heorö-geneåtas). Med Æren for den vundne Sejr maatte Høvdingen nødvendigviis ogsaa
erhverve den bedste Deel af Byttet tilligemed den Ret eller Forpligtelse at uddele
det øvrige til sine Mænd. Derfor siger ogsaa Tacitus, at Krig og Herjen selv skaffe
Midlerne til Gavmildhed; han nævner ikke udtrykkeligt, at en Deel af Byttet
skiftedes mellem de haandgangne Mænd, men dette ligger i Sagens Natur, og omtales
desuden hyppigt i andre Oldskrifter. Det heder saaledes hos Saxo, at
Hleidre-kongen Skjold udtrykkeligt erklærede, at Byttepenningen tilkom Krigerne, Æren
derimod Anføreren, og endnu i vor saakaldte Hirdskraa, d. e. den Lov, som gjaldt
for Kongens haandgangne Mænd i det 13de Aarhundrede, gives der udtrykkelige
Regler for Byttets Deling under Kongens egen Opsigt2. Forpligtelsen for de
haandgangne Mænd til at forsvare deres Herre endog med Opoffrelse af deres eget
Liv omtales hyppigt i vore ældre Skrifter; ingen Skjændsel var større end den,
1 Se især Fortællingen om Sneglu-Halle og Kong Harald Sigurdssøn. 2 Hirdskraa, Cap. 38.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
