Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
138
UDSÆTTELSE. ARV
og fremsynet forbundet, saa at man ej slog Vrag paa hendes Raad eller foragtede
hendes Udsagn»1. Denne Opfatning af Familielivets Hellighed og Kvindens
Betydning for dette, og derigjennem for det offentlige Liv, kunde ikke andet end
udøve en velgjørende Indflydelse paa det sidste; den gjorde det umuligt, at der
kunde indtræde noget egentligt Barbari, og den formildede og forskjønnede det
Krigerliv, som Religion og Vedtægter forresten medførte.
Med det patriarchalske Familieliv var den meest udstrakte Gjestfrihed
forbunden. Det ansaaes som en Skjændsel at vise den vejfarende Gjest, om han
endog var aldeles fremmed og ukjendt, fra sin Dør, og selv Betlerne traadte uden
Betænkelighed ind i Hallen, endog hos de fornemste Mænd, deeltoge i Maaltidet
og fik Natteleje. I det daglige Samliv fandt den største Fortrolighed og
Ligefremhed Sted, og endog Trællene synes her ikke i nogen væsentlig Grad at have
staaet tilbage for Familiens fribaarne Medlemmer.
Fædrenemagten maa i de ældste Tider have været uindskrænket. Faderen
havde Ret til at udsætte sit nyfødte Barn. Denne Ret blev heller ikke saa sjælden
benyttet, men medførte ikke den Forestilling om Grusomhed, som den nu
medfører, især da, som det synes, Udsættelsen som oftest skede saaledes at Barnet
kunde blive fundet og opdraget af andre. Fædrenemagten medførte ogsaa Ret
til at opfostre og antage i Søns Sted, hvem man vilde, og at æt-lede eller legitimere
uegte Børn. Opfostringsvæsenet spillede overhoved en stor Rolle i Norden; den
ene Ven viste den anden en Ære ved at opfostre hans Barn, og i Almindelighed
betragtedes det som om den Opfostrende derved erklærede sig for ringere Mand
end den anden. Baandet mellem Fosterfader og Fostersøn var i Regelen ligesaa
sterkt, som mellem den virkelige Fader og Søn, ofte endog sterkere; Fostbrødre
stode ligeledes i et fuldkommen Broderskabsforhold til hinanden, og dette Forhold
kunde tvende Venner indgaa, om de end ej havde været opfostrede tilfælles. De
tils vore hinanden da Troskab med visse Højtideligheder, og kaldtes, foruden
Fostbrødre, ogsaa Edbrødre eller svorne Brødre.
Ved Arv kan man oprindelig kun have tænkt paa Løsøret eller det rørlige
Gods, der kunde skiftes mellem alle de Arveberettigede; Odelet var den hele
Families Ejendom, og Familiens Medlemmer vare allerede fra Fødselen af
Medejere deri. Repræsentationsretten som Familiens Hoved kunde naturligviis blot
1 Tacitus, Germ. Cap. 8. — Der omtales ofte i Sagaerne, hvorledes Kvinderne standsede Strid og
Slagsmaal ved at kaste Klæder over de hinanden krydsende Vaaben, endog med egen Fare, (se Eyrbyggja
Saga, hvor der berettes om en Kvinde, hvis egen Mand ved en saadan Lejlighed af Vanvare kom til at
afhugge hendes Haand). — Tiltrækkende Beskrivelser over Festgilder i Kongehallen, hvor Kvinder og
Sangere vare tilstede for at forherlige Laget, meddeler Digtet om Beowulf paa flere Steder, fornemmelig V.
1215—1285, og V. 4015—4043.
«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
