Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
UDVANDRING
139
arves af een ad Gangen, og det laa derfor i Sagens Natur, at Odels-Arv og
Løsøre-Arv forsaavidt maatte blive forskjellig. Arvens eller rettere Odelsbestyrelsens
Tiltrædelse og den Afdødes Begravelse højtideligholdtes sædvanligviis ved et
festligt Gilde (erfi), hvor den Afdødes Minde blev drukket og Løfter om Stordaad
aflagte for den kommende Tid. Ved slig Lejlighed synes det ogsaa, som om enkelte
Trælle bleve frigivne. Det tiltrædende Familiehoved opslog nu gjerne sin Bolig
paa Hovedbølet, medens de øvrige Odelsbaarne deels opholdt sig hos ham, deels
søgte at vinde sig Anseelse og selvstændig Ejendom ved at slutte sig til Kongers
eller andre Drottners Følge; deels endelig ogsaa, hvor det kunde lade sig gjøre,
fik en Deling af Odelsgodset tilvejebragt, og derpaa tiltraadte hver sin Lod af dette.
Den stadige Syslen med Vaabenfærd, hvorved Agerbruget forsømtes i
Forbindelse med Landets lidet opdyrkede og opryddede Tilstand, maatte hyppigt
give Anledning til, at den dyrkede Jord ej forslog til at nære Beboerne, eller at
der, med andre Ord, indtraadte en Overbefolkning. Ved slig Lejlighed var det
da især, at Udvandringslysten indfandt sig, og at det ovenfor (S. 123) anførte
Tilfælde indtraf, at enkelte Høvdinger droge ud med Skarer af Ynglinger til
fremmede Lande. De frankisk-normanniske Skribenters Fortælling om at Ynglingerne
endog formelig bleve udstødte eller nødsagede til at drage ud1, er vistnok grundet
paa Sagn om ældgamle Vedtægter. Der antydes endog, at man i Tilfælde af
Hungersnød dræbte dem, der ej vare istand til at ernære sig selv2; Udsættelses
-retten stod maaskee og hermed i Forbindelse, og endelig tydes der, skjønt vistnok
ikke i ret gamle Skrifter, hen paa en i de allerældste Tider herskende Skik, at
gamle Folk, naar de følte Alderdomssvagheden tiltage, selv fremskyndte Døden
ved at styrte sig ned af et højt Fjeld3. Disse Levninger fra en raa forhistorisk
Tidsalder synes dog temmelig tidlig at være gangne af Brug, og kun dunkle Minder
om dem at have levet hos Folket. Udvandringerne foregik i den historisk bekjendte
Tidsalder efter frit Valg, og Familiens ældste Medlemmer nøde ligetil sin Død den
kjærligste og ærbødigste Behandling.
10. Offentligt Liv. Folkeforsamlinger.
Der har ovenfor oftere været Anledning til at nævne vore Forfædres offentlige
Forsamlinger eller Thing, hvor alle fælles Anliggender afgjordes, Retstrætter
paadømtes og Love vedtoges. Allerede i Navnet skiller det virkelige «Thing» sig fra
1 Se ovenfor S. 123.
2 Olaf Tryggv. Saga Cap. 226. Jvf. Saxo, om Langobardernes Udvandring, S. 418.
3 Gautreks Saga, Cap. 1. Det samme, eller noget lignende, fortæller Pomponius Mela om
Hyperboræerne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
