Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
144
PRESTER
thing og fælles Overanfører, saaledes forenedes de ogsaa om et fælles Fylkestempel,
ved hvilket Fylkesstyreren forrettede Offringerne. Udtrykkeligt siges vel ikke
dette, men der henpeges i vore Oldskrifter ved mange Lejligheder derpaa, og
Islands ældste Rets- og Religions-Administration, der ej kan andet end have
været indrettet efter det norske Forbillede, kjendes endnu fuldstændigt og giver
de nøjagtigste Oplysninger i denne Henseende.
I sit Skrift om de gamle Germaner omtaler Tacitus ved flere Lejligheder Prest
-erne som meget formaaende, men fordetmeste som forskjellige fra de egentlige
Høvdinger. «Anførerne», siger han, «virke mere ved sit Exempel, end ved sin
Myndighed; .... forøvrigt har Ingen Lov til at paabyde Dødsstraf, eller binde,
eller endog at slaa, uden Presterne, da dette nemlig ikke skal ansees som en egentlig
Straf, eller som om det skede efter Anførerens Befaling, men efter den Guds Bud,
der staar de Kæmpende bi. — Naar man gaar til Frett1, da er det, hvis Sagen
vedkommer det offentlige, Heredets Prest, men hvis den kun er privat,
Familiefaderen, som optager de henkastede Stave og fortolker dem. . . . En Egenhed
hos Folket er, ogsaa at hente Varsler og Spaadomme fra Heste. Paa offentlig
Bekostning opfødes hvide Heste i de hellige Lunde; de spændes for den hellige
Vogn, og ledsages af Presten, Kongen eller Fyrsten, der iagttage deres Vrinsken
og Prusten; der er intet Slags Varsel, hvortil ej alene Folket, men ogsaa de
Fornemmere og Kongerne selv, have mere Tillid. . . . Stilhed (ved Thingene) paabydes
af Presterne, som da og have Myndighed til at anvende Tvangsmidler»2. Jo længere
op i Tiden vi undersøge vore egne Oldsagn, desto færre Spor finde vi af denne
Adskillelse mellem Preste- og Høvdinge-Magten. Høvdingerne forrettede selv
Offringerne, adspurgte selv Guderne3, og udøvede selv den Myndighed, Tacitus
tillægger Presterne. Denne Forening af den prestelige og civile Myndighed synes
altsaa hos os at have været den oprindelige, ligesom den ogsaa visselig var den
naturligste Tingenes Orden. Den har derfor vistnok ogsaa i sin Tid hersket hos
Tydskerne, og naar man hos Tacitus finder en anden Indretning omtalt, see vi
her uden al Tvivl allerede et nyt Beviis paa, at Kongemagten paa mange eller de
fleste Steder i Tydskland allerede i hans Tid havde fortrængt den oprindelige
For bunds -Forfatning.
Uagtet det skulde synes simplest og naturligst, at Indbyggerne af hvert enkelt
Hered i Fællesskab ejede og vedligeholdt det fælles Hereds-Tempel, og Herederne
igjen tilsammen ejede og vedligeholdt det fælles Fylkes-Tempel, lader det dog
til, at en saadan Indretning enten aldeles ikke, eller kun undtagelsesviis fandt
1 D. e. at udforske Gudernes Vilje ved etslags Lodkastning, udfritte Guderne.
2 Tac. Germ. Cap. 7, 10, 11. 3 F. Ex. Haakon Jarl, se Snorres Ol. Tr. Saga Cap. 28.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
