Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KRIGSANFØREREN
O
143
styrerne i ældre Tider, ligesom Kongerne senere, vare berettigede til at udbyde
et vist Antal vaabenføre Mænd fra enhver Familie, for med dem at foretage Tog
udenfor Fylkets Grændser, (den saakaldte Leding, leiöangr) — er temmelig usikkert.
Ledingen synes at være saa uadskillelig forbunden med Søforsvaret og den i det
10de Aarhundrede indførte Skibrede-Indretning, at der før den Tid, og medens
Fylkerne endnu ikke havde sluttet sig nærmere sammen, — da følgelig Krig
mellem Fylkerne indbyrdes snarere førtes til Lands end til Vands — ikke vel kan
have været Tale om noget Opbud af dette Slags.
Men hvad enten denne Ret i de ældste Tider tilkom Fylkesstyreren eller ej,
saa ligger det dog endog i hans Titel som Fylkesstyrer, at han i Krigstid var den
staaende Anfører for de af Fylket til fælles Forsvar udbudne Krigere, ligesom
Hersen var Anfører for Heredets eller Hundredets Skare. Det ovenfor anførte
Sted hos Beda, der beskriver Saxernes gamle Krigsforfatning, antyder vistnok
ogsaa, hvorledes det gik til i Norge førend Kongemagten fik Overhaand over
Herse- og Fylker-Magten. «Overanførselen», heder det, «overdroges i Krigstilfælde
efter Lodkastning til en af Distrikts-Høvdingerne (satrapæ), men naar Krigen
er til Ende, stilles alles Myndighed igjen paa lige Fod». Her sigtes vel nærmest
til det Tilfælde, at flere Gauer eller Fylker (gentes) forenede sig til fælles Værn;
men det samme maa ganske vist ogsaa have været Tilfældet i en mindre
Maalestok, naar enkelte Hereder eller Hundreder, ikke et heelt Fylke, udrustede en Hær
i Fællesskab. Nogen Ret til at føre Overbefalingen kunde Kongen eller Jarlen
ikke have, førend den Tid var indtraadt, da Kongemagten havde faaet Overhaand,
eller med andre Ord, da Folket ikke længer nøjedes med den rolige Besiddelse
af sit egentlige Hjemland og indskrænkede sin Krigervirksomhed til at forsvare
dette, men fik Lyst til at gjøre Erobringer og foretage Krigstog udenfor Fædrelandet.
12. Religionsforfatningen.
Denne krigerske Tilbøjelighed maatte nødvendigviis fremkaldes ved de
Lærdomme, vore Forfædres Religion, saadan som den i Landet selv udviklede sig,
indeholdt. Dog var Religionsforfatningen selv fra først af ingenlunde bygget paa
et saadant Krigs-Grundlag. Fylkesforbindelsen var, som vi allerede
lejligheds-viis have omtalt, ej alene et Forbund under fælles Lov og Rettergang og et
Forbund til fælles Krigsforsvar, men ogsaa et Forbund til fælles Gudsdyrkelse.
Ligesom hvert Hered havde sit eget Thing og sin egen Høvding i Fred og Krig,
saaledes havde det og sit eget Tempel, hvorved den samme Høvding som Gode
(Offerprest) forrettede Off ringerne; og ligesom Herederne forenedes om et fælles Fylkes-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
