Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
146
KONGEMAGT OG PRESTEMAGT
Det er forresten ikke usandsynligt, at en enkelt mægtig Høvding ved at opføre
et prægtigt Tempel og holde store Offerfester har efterhaanden kunnet drage
Magten til sig, og at Kongemagten ogsaa ad denne Vej maaskee allerlettest er
kommen i Besiddelse af den arvelige Regjeringsmyndighed, saaledes at Kongen
enten selv har oprettet et Tempel, eller ved Vaabenmagt tilegnet sig et, der
allerede var anseet og besøgt af eet eller flere Fylkers Indbyggere. Snorre fortæller
om de ældste Uppsala-Drottner, endnu førend de antog Kongenavn, at de ejede
og havde opført det berømte Uppsala-Tempel, til hvilket der over hele Sverige
laa Jordegods, kaldet Uppsala-Aud, der betragtedes som deres Æts Odel, og
hvilket endog længe efter Christendommens Indførelse laa som Krongods til den
svenske Kongeæt. Her var aabenbart Magten benyttet til Erhvervelsen af Templet
og Tempelgodset, og om denne Magt end ikke stedse medførte Overherredømmet
over de øvrige selvstændige Folklande, saa gav det dog Uppsaladrotten den
overvejende Indflydelse1, medens han dog som Drotten, altsaa Følgehøvding, ej kan
have været den oprindelige Hersker over Folklandet. I Sælund i Danmark var
Magten øjensynligt knyttet til Besiddelsen af Helligdommen i Hleidr eller den
saakaldte Hleidrarstol, det vil sige den arvelige Offerpresteværdighed; derfor
kaldtes Hleidrekongerne ogsaa Stolkonger, og Udtrykket «ikke længer at beholde
Hleidrarstolen» bruges eenstydigt med «at miste Riget»2.
Kongemagtens Overhaand over eller Sammensmeltning med den arvelige
Overpresteværdighed betegner overalt i den germaniske Verden, at det
oprinde-ligere, fredelige Familieliv i Hjembygden afløstes ved det mere bevægede og
glimrende Krigerliv. Men denne Forandring teede sig ikke i Norge og Tydskland paa
samme Maade. I Norge kunde nemlig, som vi have seet, Kongemagten og
Følge-Institutionen, saa længe de indskrænkede sin politiske Virksomhed inden Fylket
og ej forsøgte nogen formelig Erobring af dette, ikke omstyrte den oprindelige
Forbundsforfatning, men maatte udvikle sig ved Siden af denne; og de Skranker,
den stillede mod Kongemagtens Udvidelse, maatte næsten udelukke enhver anden
Udsigt for Kongen til at erhverve den egentlige Styrelse, end den, som frembød
sig i Forbunds-Institutionen selv, nemlig ved at komme i Besiddelse af den
arvelige Gode-Værdighed for det hele Fylke, hvilket igjen nærmest opnaaedes ved
Erhvervelse af Templet, eller af det Odel, til hvilket Templet hørte. Dette
behøvede ikke alltid at skee ad Voldsomhedens Vej; det kunde skee ved Giftermaal,,
ved Kjøb eller Bytte, idet man tillige lagde den personlige Anseelse i Vægtskaalen.
1 Snorre, Yngl. S. Cap. 39, 40, omtaler, hvorledes Fyrsterne eller, som han kalder dem,
Heredskon-gerne i Svithjod oprindelig havde været Uppsalakongerne vinder kastede, men siden vundet etslags
Uafhængighed, der dog ikke afholdt dem fra at søge til Offringerne i Uppsala.
2 Se Grottesangen, Str. 19.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
