- Project Runeberg -  Det norske folks historie / I /
149

(1941-1943) [MARC] Author: Peter Andreas Munch
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

GUDER. ÆSER 149

men udartede siden, som det oftere er gaaet, til at blive polytheistisk. Den røber
saavel herved, som i andre Henseender sit Slægtskab med de øvrige
indo-euro-pæiske hedenske Religionssystemer, hvad der og er en rimelig Følge af at Folkene
selv ere oprundne af een og samme fælles Rod. Især sporer man denne Lighed
mellem vor ældre, og de ældste bekjendte indo-europæiske Folks, Indernes og
Persernes, eller, som de tilsammen kaldes, Ariernes Religionslære. Striden mellem
et godt og et ondt Princip, og Læren om Verdens og Gudernes egen Undergang
og Gjenfødelse, der saa aabenbart tyder hen paa Anelsen om de samme Guders
Underordnethed under eet øverste verdensstyrende Væsen, er fælles for dem begge,
saavelsom den i Tidens Løb sig udviklende Betragtning af Verdenstyrerens
forskjellige Virkemaader som udgaaende fra forskjellige Væsener, med andre Ord
Polytheismens Udvikling i Monotheismens Sted.

De Guder, vore Forfædre saavelsom de øvrige Germaner dyrkede, efterat
allerede de polytheistiske Ideer vare blevne de forherskende, kaldtes af dem,
som bekjendt, Æser (æsir), i Enkelttal Aas (åss), hvilken Form kun er en
Modifikation af det oprindelige ans, hvilket allerede Jornandes nævner som det Navn,
hvormed Goterne betegnede deres hedenske Guder, og som vi gjenkjende baade
hos Tydskerne og hos Angelsaxerne. Betydningen af dette Navn kjendes ikke
med Sikkerhed; størst Rimelighed har det for sig at antage det beslægtet med ans,
Oldnorsk åss, der betyder «en Bjelke», saaledes at man ved Navnet nærmest har
tænkt paa Guderne som Verdens Støtter og Opretholdere1. Den øverste af
Guderne fører hos Tydskere, Angelsaxer og Nordboer samme Navn, kun lempet
efter de enkelte Sprogs særegne Regler, nemlig hos Høj tydskerne Wuotan, hos
Nedertydskerne og Angelsaxerne Wodan, W oden, hos vore Forfædre Odin; og der
er heller ikke nogen Tvivl om at Goterne ligeledes havde deres Vodans. Efter
hans Navn har man ogsaa kaldet den germaniske Gudsdyrkelse Wodans-Dyrkelsen.
Men Wodan fremtræder endog i vore egne mythologiske Oldsagn under
forskjellige Omgivelser. I de Sagn, der hidrøre fra Hedendommens senere Periode, og
som ligge til Grund baade for vor ældre Skaldekunst og den yngre Eddas
systematiske Fremstilling af Gudelæren, finde vi Odin omgiven av tolv Hovedguder;
men hvor der handles om Verdens og Menneskernes Skabelse, og hvor man maa
antage at Sagn fra en langt ældre Tid komme for Dagen, fremtræder Odin kun
selv tredie, og hans tvende Ledsagere eller Med-Guder føre ikke engang altid
samme Navn, men ere enten Vilje og Vee, eller Høner og Lodur2. Ved
Edsaflæggelse paakaldtes kun trende Guder, (Frey, Njørd og den almægtige Aas)3; i det

1 Den gotiske Form er, som oven anført, ans, Fleertal anzeis, den højtydske ans, Fl. ensi; den saxiske
ans, Fl. ense, den Angels. 6s, Fl. ése. 2 Se Snorres Yngl. Saga, jvfr. Snorres Edda. 3 Landn. B. IV. 7.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 24 20:42:07 2025 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/detnorsk/1/0175.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free