Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
213 FÆLLESGERMANISKE HELTESAGN
narik, Attila og Theodorik levede i hver sit Aarhundrede (4de, 5te og 6te). Men
man faar overhoved af den hele Maade, hvorpaa Sagnkredsen baade i norske og
tydske Skrifter er meddeelt, det Indtryk, at ældgamle fællesgermaniske Sagn ere
blandede med historiske Begivenheder, og at endog Helte og Fyrster fra
Folkevandringernes Tider efter en saare kort Tids Forløb ere traadte tilbage i et mythisk
Halvmørke, paa hvis Baggrund de have fremstillet sig for Efterslægten som
indbyrdes samtidige og samvirkende1. Dette synes vel noget underligt, men det er
dog ikke underligere end at Kejser Karl den Store, der levede saa langt nede i
Tiden i en christelig Tidsalder, og hvis Levnet og Bedrifter ere beskrevne af
samtidige Forfattere, hvis Verker endnu haves, desuagtet efter faa Aarhundreders
Forløb har kunnet blive en ligesaa mythisk Sagnhelt, som nogen Vølsung eller
Niflung2.
Vølsungernes Herkomst omtales ikke i Eddadigtene, uden forsaavidt
Hyndluljod synes at sætte den i Forbindelse med Halfdan Gamle. En senere forfattet,
prosaisk Fremstilling af Sagnkredsen lader dem nedstamme fra Vølsung, Konge
i Hunaland, Sønnesøn af Sige, Odins Søn. Det samme melder ogsaa den forhen
omtalte Indledning til den yngre Edda, hvor Odin fremstilles som Grunder af en
asiatisk Koloni i Norden. Det er imidlertid et stort Spørgsmaal, om
Vølsunga-saga og Skålda her meddele noget egte gammelt Sagn. Navnet «Vølsung» tyder
nemlig hen paa en Stamfader ved Navn «Vals» eller Velse, ligesom «Skjoldung»
paa «Skjold». I det angelsaxiske Beo wulf-Kvad, hvor Vølsungen Sigmunds
Bedrifter lej ligheds viis omtales, kaldes denne ej alene Wälsing, men ogsaa Wälses
eafora, Welses Søn (eller Ætling); hvilket saaledes tydeligt nok vidner om at
Sagnet maa have kjendt Vals eller Velse som Ættens foregivne Stamfader3. Denne
«Vals» er nu vistnok forsvunden i de germaniske Oldsagn, men man gjenfinder
ham umiskjendeligt i de slaviske som den saakaldte Kvæg- eller Hyrdegud Volos,
Vlas eller Veles, hvilket Navn idetmindste aldeles svarer til det germaniske «Vals»4.
1 I Widsidh-Kvadet nævnes endog Alboin Audoins Søn, Langobardernes Konge og Italiens Erobrer
(Älfwine on Eatule, bearn Eådwines, v. 139—148) som samtidig med Ermanarik (Eormenric).
2 De bekjendte fabelagtige Fortællinger fra Middelalderen om Kejser Karl og hans 12 Jevninger ere
nemlig neppe yngre end det 12te eller 13de Aarh.; i Løbet af fire Aarhundreder har saaledes Folkesagnet
faaet historiske Traditioner forvandlede til Myther. Og hvad kim fire Aarhundreder kunde udrette i en
christelig Tidsalder med historisk Literatur, dertil var vistnok eet Aarhundrede tilstrækkeligt i den
ger-maniske Hedendom.
3 Beo wulf, v. 1747 og 1787.
4 Der er en Mængde Ord eller Navne i det Slaviske, der, sammenlignede med de tilsvarende germaniske,
vise denne Overgangs-Analogi, f. Ex. gorod eller grad, oldn. garör; voloch eller vlach, tydsk walh; volod
eller vlad (f. Ex. i Volodimir, Vladimir), oldn. vald: følgelig volos eller vlas, oldn. vals. Denne Volos omtales
i de gamle russiske Annaler ved 971 i Anledning af Storfyrst Svjatoslavs Fredsslutning med Kejser
Johannes; han nedbeder, hvis han sviger Fredsslutningen, Forbandelse af den Gud, han tror paa, Perun og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
