Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HLADGERD
7
der kunde dræbe Ormen, skulde faa hans Datter til Egte, og Guldet, den rugede
over, i Medgift. Men ingen vovede at binde an med Ormen, førend Ragnar, som
da endnu kun var femten Aar gammel, indfandt sig1. Han havde ladet sig gjøre
en heel Dragt, baade Kappe og Buxer (brok) af loddent eller ragget Klæde, og
tøvet dem ind med Tjære, Beg og Sand, for at holde Ormens Edder ude; det
lykkedes ham ogsaa uskadt at gjennembore Ormen, saa at den døde. Han havde
taget Geirnaglen af Spydet, saa at Odden blev siddende tilbage; selv gik han
ubemerket bort, og gav sig først senere tilkjende, da Jarlen havde ladet
sammenkalde et Thing, for at den, der var i Besiddelse af det til Spydodden passende
Skaft, kunde melde sig som Ormens Betvinger2. Han egtede nu Thora og havde
med hende Sønnerne Erik og Agnar. Den Dragt, han havde iført sig, skaffede
ham Tilnavnet «Lodbrok».
En Stund efter døde Thora, og Ragnar drog paa ny i Viking for at kvæle sin
Sorg. En Sommer styrede han til Norge, og lagde nu sine Skibe ind ved Spangereid,
der forener Lindesnes med Fastlandet. Om Morgenen skulde Madsvendene gaa
i Land og bage Brød. De saa et lidet Huus i Nærheden, og gik ind for at bede
om Tilladelse til at bage der. Her traf de en gammel hæslig Kvinde, der kaldte
sig Grima. De sagde, hvo de vare, og bade hende hjelpe dem. Mine Hænder ere
nu stive, sagde Kerlingen, skjønt der nok har været den Tid, da jeg godt kunde
udføre min Dont, men jeg har en Datter ved Navn Kraaka, der paa Øjeblikket
kommer hjem; hun skal gaa eder til Haande. Rigtignok er hun nu voxet mig
saaledes over Hovedet, at jeg neppe kan faa Bugt med hende. Kraaka var gaaet
ud om Morgenen at see til Fæet. Da hun saa, at endeel store Skibe havde lagt
ind i Havnen, skyndte hun sig at vaske sig, hvilket Kerlingen strengeligen havde
forbudt hende, for at ingen skulde opdage hvor smuk hun var. Hendes Haar
var saa langt, at det naaede til Jorden, og saa fagert som den dejligste Silke. Hun
var nemlig ikke Grimas og hendes Mand Aakes Datter, men hendes rette Navn
var Aslaug, og hun var, heder det, en Datter af Sigurd Fafnersbane og Brynhild.
Hendes Fosterfader Heime havde ved Efterretningen om Sigurds Død flygtet
bort med hende som et tre Aars Barn, og for at hun kunde undgaa Efterstræbelse
1 Denne hele Fortælling er ikke alene i sig selv fabelagtig, men den er derhos kun en Modifikation
af et i Norden temmelig hyppigt Æventyr om en Kongedatter, der opføder et eller andet lidet Insekt eller
Krybdyr indtil det opnaar en overnaturlig Størrelse.
2 Her gjenkjende vi atter en i vore Folkeæventyr særdeles hyppig Vending. En Ungersvend befrir
en Kongedatter ved at dræbe en Lyngorm eller Drage, hvis Drabsmand hendes Fader har lovet baade
hendes Haand og det halve Rige. Han giver sig desuagtet ej tilkjende, men nøjer sig med enten at lade
Spydodden staa i Saaret, eller at afskære Dyrets Tunge og gjemme den hos sig; først senere fremtræder
han med disse Legitimationer, sædvanligviis efterat en eller anden Ridder Rød har forsøgt at tilvende sig
Æren af at have udført Heltegjerningen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
