Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
38
ERIK DEN UNGE
fortælles der, Byen saa pludselig, at Indbyggerne ej fik Tid til at samle sig til
Modværge, og Ansgar, der nu i ti Aar havde resideret her som Erkebiskop i det
nys oprettede Erkestift, der skulde omfatte hele Norden, maatte redde sig ved
Flugten tilligemed sit Presteskab. Baade Kirken og Klosteret blev opbrændt,
hvorved flere Bøger tilintetgjordes; af Indbyggerne selv bleve flere fangne og
dræbte, og med Hamburg, idetmindste med dets Erkesæde, var det nu for en
Tidlang ganske forbi. Det fortælles dog, at Erik i dette samme Aar, ængstet ved
et Uheld, som rammede en fra et Plyndringstog tilbagevendende Vikingeflaade,
sendte Freds-Sendebud til Kong Ludvig med Tilbud om at sætte de Fangne paa
fri Fod og erstatte det røvede Gods. Dette Gesandtskab traf Ludvig paa et Møde
i Paderborn. I det næste Aar sendte Ludvig ham G j engesand ter, og til disse
meldte nu Erik, at han havde ladet flere af de farligste Vikinger dræbe. Endnu
engang efter at Ludvig og hans to Brødre havde sluttet Forliget i Mersen (847),
sendte de i deres fælles Navn et Gesandtskab til Erik, for at faa ham til at holde
sine Undersaatter fra at forvolde de Christne Skade. Og fra denne Tid af synes
ogsaa Erik selv at have holdt sig rolig. Hertil bidrog vel den Omstændighed,
at han foruroligedes af to af sine Frænder, rimeligviis den nys afdøde Haralds
Søn Gudrød, og hans Brodersøn Rørek, der gjorde ham Regjeringen stridig, og
nødte ham til at give dem Dele af Riget (850)1. Der fortælles endog, at han viste
megen Venlighed mod Ansgar, som nu atter havde tiltraadt en Missionsrejse til
de danske Lande. Han skal endog have brugt at raadspørge ham i Rigets
Anliggender, og lod sig endelig (851) overtale af ham til at antage Christendommen og
tillade Opførelsen af en Kirke i Slesvig, den første, der oprettedes i de nuværende
danske Lande2. Eriks Regjeringstid er derfor merkelig som den, under hvilken
Christendommen fik sit første, om end svage, Fodfæste i Norden. Thi ogsaa i Sverige
lagdes paa samme Tid ved Ansgars Bestræbelser den første Grundvold dertil.
Eriks sidste Dage foruroligedes ved Thronstridigheder med hans Brodersøn
Guthorm. Det kom tilsidst til et tredages Slag mellem dem (854), hvori baade
han selv og Guthorm faldt tilligemed saa mange Medlemmer af Kongeætten, at
der af denne nu kun var en Dreng, ved Navn Erik, tilbage3. Denne fik nu
Kongenavn. Rørek og Gudrød søgte forgjæves at frarive ham Riget (855); to Aar senere
(857) tiltvang Rørek sig den Deel af Riget, der laa mellem Eideren og Havet,
altsaa de frisiske Øer; forresten herskede Erik, som det synes, nogenlunde fredeligt,
1 Prudentius af Troyes, hos Pertz. I. 445.
2 Rembert, Vita Ansgarii Cap. 24. Her omtales Slesvig som en temmelig folkerig, driftig og med
alleslags gode Varer velforsynet By.
3 Allerede ved 850 beretter Prudentius af Troyes (Pertz. I. p. 445) om Eriks Strid med hans to «nepotes».
Slaget i 854 omtales hos Rudolf af Fulda (Pertz. I. p. 369), i Remberts Vita Ansgarii Cap. 31, og hos Adam
af Bremen (I. 30).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>