Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HALFDAN SVARTES DØD
51
som tog ham med til sin Hule, beholdt ham hos sig i fem Aar, og oplærte ham i
alleslags Idrætter. Da de fem Aar var omme, sagde Dovre en Dag til Harald:
Nu tykkes det mig, som om jeg har lønnet dig, fordi du gav mig Livet, thi din
Fader er død, og det ikke uden min Medvirkning; nu skal du drage hjem i dit
Rige og love at du ej skærer dit Haar eller dine Negle, førend du er bleven
Enevoldskonge over hele Norge; jeg skal altid staa dig bi. Da Harald kom hjem,
fandt han sin Fader død, og blev tagen til Konge efter ham. Af Opholdet hos
Dovre fik han Tilnavnet «Dovrefostre»1.
Snorre Sturlasøn kjender intet til Opholdet hos Dovre, men lader Harald
opholde sig hos den finske Høvding lige til sin Faders Død, og lægger omtrent de
samme Ord i Finnens Mund, som det vidtløftigere Sagn lægger i Dovres2. At
begge Fortællinger ere yngre Æventyr, digtede ind i den historiske Beretning,
sees ved første Øjekast. De have dog begge det tilfælles, at de lade Harald i de
sidste Aar før Faderens Død holde sig borte fra ham og staa paa en spendt Fod
med ham. En saadan Adskillelse mellem Fader og Søn synes saaledes virkelig
at have fundet Sted, uagtet det er vanskeligt at rime den sammen med Sagaernes
Udsagn, at Harald ved Faderens Død kun var ti Aar gammel, thi i en saa ung
Alder skulde man neppe antage at der kunde have været nogen Anledning for
ham til at lægge sig formeligt ud med sin Fader. Snarere kunde man være fristet
til at tro, at Harald fra Fødselen af har været lidet yndet af sin Fader, og derfor
sat til Opfostring hos en af hans Høvdinger3 . Forresten er det tydeligt nok, at
Sagnene om Dovre og Finnen, lige saavel som om hans Forældres Drømme, skyldes
den Tilbøjelighed, sildigere Slægter altid have til at lade en stor historisk
Personligheds første Fremtræden ledsages af overordentlige, og i fordums Dage endog
af overnaturlige Omstændigheder.
Halfdans Død fortælles saaledes: En Vaar, paa den Tid da Isen plejede at
løsne paa Vandene, skulde han kjøre hjem over den tilfrosne Randsfjord fra et
Gjestebud i Brandabu paa Hadeland. En Mængde Folk ledsagede ham, de fleste
vare drukne. Hans Vej faldt over Røkensvik. Da han her kom til et Sted, hvor
man om Vinteren havde vandet Kvæget, og hvor Isen formedelst den samlede
Møg var mere optøet og usikker, brast den under ham og han sank ned. De andre
stimlede til, for at komme ham til Hjelp, men derved brast Isen end mere itu,
og Kongen selv, hans Svigerfader Dag frode og nogle og tyve Mænd druk-
1 Flatøbogen, om Halfd. Svarte, Cap. 4—6. Fornm. Sögur X. S. 170—175.
2 Snorre, Halfd. Svartes S. Cap. 8. Her er det Finnen, som beder Harald drage hjem, fordi hans
Fader er død.
3 Flere have ogsaa søgt at hjelpe sig med den Forklaring, at Dovre har været en anseet Høvding,
som fostrede Harald; en Forklaringsmaade der dog er saare mislig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
