Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
50
HARALD HAARFAGRES UNGDOM
der var saa smuk fremfor de øvrige, skulde, heder det i Kongesagaerne, betegne
Olaf den hellige1.
Kongesagaerne fortælle nogle fabelagtige Sagn om Haralds Ungdom, af hvilke
man, forsaavidt noget sandt ligger til Grund for dem, maa slutte at der ikke var
nogen god Forstaaelse mellem ham og hans Fader. En Juleaften, da Kongen
opholdt sig paa Hadeland og sad ved Gildesbordet, forsvandt pludseligt, heder
det, al Maden og Drikken af Bordet. Gjesterne gik hjem, og Kongen sad ærgerlig
efter. For at faa vide, hvo der var Aarsag i denne Forhaanelse, lod han en trylle
-kyndig Fin tage og pine til at sige det. Han vilde dog intet tilstaa, og bad Harald
om Bistand. Harald bad for ham, men forgjæves. Da skaffede Harald ham bort
imod Faderens Vilje, og fulgte selv med ham. De kom til et Sted, hvor en Høvding
holdt et Gilde, og bleve vel modtagne. Da Harald havde været der en Stund,
sagde Høvdingen: Din Fader fandt sig saa fornærmet over at jeg tog Julekosten
fra ham, men jeg skal lønne dig din Venlighed; vil du lyde mig, saa rejs hjem,
thi der er nu en, som behøver din Hjelp, og som vil være dig til den største Gavn,
thi det er dig beskaaret at blive Enevoldskonge over hele Norge. Harald,
fortælles der videre, drog nu hjem. Der fandt han en stor Jøtun ved Navn Dovre,
der oftere havde bestjaalet Kongens Guldhuus, men endelig var bleven fangen
i nogle kunstige Snarer, man havde lagt for ham, og bunden med Bly baand i en
Staalfjetter. Denne Dovre havde hjemme i det Fjeld, der bærer hans Navn. Kongen
havde besluttet at lade ham dømme til at lide den meest vanærende Død, og
havde forbudt Alle og Enhver at hjelpe ham eller give ham Mad. Men Harald,
som da endnu kun var fem Aar gammel, havde ondt af Dovre, og stjal sig til at
skære Blybaandene over med et ypperligt Sax, som den finske Høvding havde
givet ham. Dovre takkede Harald for Befrielsen, og skyndte sig afsted det snareste
han kunde. Man savnede ham snart, og paa Kongens Spørgsmaal vedgik Harald
at han havde løst ham. Herover blev Kongen saa vred, at han jog Harald bort
fra sine Øjne, og bad ham søge Trøst hos sin Ven Dovre. Harald gik til Skovs,
og da han havde ligget ude i fem Dage og Nætter, stødte han endelig paa Dovre,
1 Snorre, Halfdan Svartes S. Cap. 7. Flatøbogen, om Halfdan Svarte Cap. 3. (Fornm. Sögur, X. 169).
Fagrskinna Cap. 3. Merkeligt er det, at der ved denne Lejlighed tales om Thorleif spake. Dette Navn
synes nemlig i flere Generationer at være henført til Kongernes fornemste Raadgivere. Om Haakon den
Gode (Snorre, Haak. G. S. Cap. 11) fortælles det, at han indrettede Gulathingslagen efter Thorleif den
spa-kes Raad; Heidsævisloven, heder det her, havde Halfdan Svarte forhen indrettet, og naar nu i
Fortællingen om Halfdan Svarte Thorleif omtales som hans Raadgiver, synes man at maatte slutte, at Sagnet
har tænkt sig ham ogsaa som Raadgiver ved Indretningen af Eidsivaloven. Endnu en Thorleif spake
omtales paa Olaf Tryggvessøns Tid, og fra ham udledede en berømt Slægt (hvortil Ragnvald den hellige, Jarl
paa Orknøerne hørte) sin Herkomst. Nogle af disse Thorleifer synes neppe at have været historiske
Personer.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
