Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
118
HARALD HAARFAGRE
til Viken, stevnede han strax Thing med Bønderne paa Vingulmark og satte dem
haardt irette for deres Forræderi. Nogle negtede Sagen og undskyldte sig, andre
bleve overbeviste og maatte betale Bøder eller lide Straf. Derfra drog han til
Raumarike og gik frem paa samme Maade. Henimod Vinteren fik han vide, at
Kong Erik red omkring i Vermeland paa Gjesteri med sin Hird. Harald besluttede
at gjøre ligesaa, drog over Eidskogen, og kom frem i Vermeland, hvor han lod
tilsige Gjestebud for sig. Her traf det besynderlige Tilfælde sig, at begge Konger
kom fredeligt sammen, saa godt som under eet Tag. Den mægtigste Bonde i
Vermeland, ved Navn Aake, fordum Halfdan Svartes Mand og paa denne Tid
noget til Aars, indbød baade Harald og Erik til Gjestebud hos sig paa samme Dag.
De indfandt sig ogsaa med sine Folk, og bleve ypperligt bevertede, kun med den
Forskjel, at Erik og hans Mænd bevertedes i en gammel Stuebygning, og med
gamle, dog kostbare og prægtige Kar og Bohave, medens Harald og hans Mænd
førtes i en ny Bygning, og alt det Bordredskab, de benyttede, var nyt og blankt.
Da Afskedsdagen kom og Hestene stode opsadlede, kom Aake med sin tolvaarige
Søn Ubbe til Harald, og bad ham at tage denne i sin Tjeneste, og, hvis han troede
at skylde ham noget Venskab for den Velvilje der var bleven ham viist, at lade
Sønnen nyde godt deraf. Kongen lovede det, takkede ham hjerteligt for den gode
Modtagelse, og tilsagde ham sit Venskab. Til Slutning kom Aake frem med
herlige Gaver og kyssede Kongen. Derpaa gik han til Kong Erik, der ogsaa stod
rejsefærdig, og just ikke var meget blid. Aake gav ogsaa ham gode Gaver, men
han svarede Udet dertil, steg tilhest og red afsted. Aake fulgte ham et Stykke
paa Vejen. Da de kom ind i en Skov nær ved Gaarden, begyndte Erik at spørge
ham, hvad den Forskjel skulde betyde, som han havde gjort mellem ham og Harald
ved deres Modtagelse; du veed jo dog, sagde han, at du er min Mand. Aake svarede,
at han ej var sig bevidst at have ladet det skorte paa nogen venlig Modtagelse
og rigelig Bevertning; hvad det angaar, at Kong Erik var bleven bevertet i en
gammel Stue og paa gamle Kar, Harald derimod i en ny Stue og paa nye Kar,
da var Aarsagen den, at Erik selv var gammel, Harald derimod ung; men, sagde
han endelig, «naar du siger, at jeg er din Mand, da kan man ligesaa godt sige,
at du er min Mand». Da Kongen hørte dette, blev han saa forbitret, at han drog
sit Sverd og hug Aake ihjel. Derpaa red han bort. Da Kong Harald skulde ride
afsted, bød han sine Mænd kalde Aake til ham, for at han kunde sige ham Farvel;
men han var ingensteds at finde; endelig fandt de ham dræbt i Skoven, hvor
ham — hvad der og er sandsynligere — vende tilbage til Throndhjem, hvor han ifølge den første endnu
opholdt sig en Sommer og en Vinter, saa at han først den 6te Sommer efter sit Opbrud mod Norden vender
tilbage til Viken. Og rimeligviis er han dragen tilbage over Land, ikke, som Snorre siger, til Søs. Hans
Skibe kunne senere være komne efter.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
