Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KONG ERIK OG AAKE I VERMELAND 119
Kong Erik havde redet. Da Harald fik dette at vide, raabte han, at Aake Bonde
maatte hevnes, og reed med sine Mænd efter Kong Erik. Da denne saa, at Harald
forfulgte ham, skyndte han sig afsted saa hurtigt han kunde, og Harald efter,
indtil Erik kom til den Skov, der adskiller Vermeland fra Gautland; her vovede
ikke Harald længer at forfølge ham, men vendte om igjen til Vermeland, som
han nu aldeles underkastede sig, idet han lod Eriks Mænd (det vil sige de
Verme-lændinger, der vare traadte i Eriks Tjeneste) dræbe, hvor han traf dem. Derpaa
drog han tilbage til Raumarike, hvor han opholdt sig en Stund, og begav sig derfra
endnu om Vinteren til Tunsberg, hvor hans Skibe laa. Istedetfor, hvad der ellers
var det almindelige, at ligge stille om Vinteren, sejlede han østover Fjorden,
befæstede sit Herredømme over Vingulmark, og søgte ved idelige Angreb at
underkaste sig Ranafylke. Gauterne, der samlede sig i Flokke for at modtage ham,
rammede ud paa Vaaren Pæle ned i Gaut-Elven, for at hindre Harald fra at sejle
op i Landet. Men han lagde sine Skibe ved Pælene, gjorde derfra Landgang, og
herjede paa begge Sider. Gauterne rede ned med en stor Hær for at jage ham
bort, men han overvandt dem og trængte længer op i Gautland, idet han
fremdeles herjede paa begge Sider af Elven. Kong Erik havde sat en Gaute ved Navn
Rane, kaldet Rane Gautske, til Jarl over Ranafylke. Han faldt i en Træfning
mod Kong Harald, og denne underkastede sig nu uden Hinder ej alene Ranafylke,
men alt, hvad der laa vestenfor Væneren, tilligemed hele Vermeland. Ogsaa disse
Landskaber sattes under Hertug Guthorms Bestyrelse, som tillige fik en Deel
Krigsmænd for at kunne forsvare dem, og opslog sin Bolig i Tunsberg, der fra
denne Tid af begynder at omtales som Kjøbstad. Selv drog Kong Harald først
til Oplandene, hvor han opholdt sig en Stund, og endelig over Dovrefjeld tilbage
til Throndhjem1.
Det bliver altid et Spørgsmaal, om denne Krig med Kong Erik og Ranafylkes
Erobring virkelig har fundet Sted før Hafrsfjords-Slaget, og ikke snarere efter
dette. Det heder vistnok, at Kong Erik Eimundssøn døde, da Harald havde
været Konge i ti Aar, men der er, hvad i det Følgende vil sees, flere
Omstændigheder, som tyde hen paa, at hans Død er indtruffen senere2.
17. Slaget i Hafrsfjorden.
Omsider besluttede Kongerne i de endnu ikke erobrede Fylker at slaa sig
sammen, for om muligt ved fælles Kræfter at afvende det truende Uvejr. Den
Tidende, saa fortæller Sagaen, spurgtes søndenfra Landet, at Horder, Ryger, Egder
1 Snorre, Harald Haarfagres Saga Cap. 15—18.
2 Se Langes Tidsskrift, 4de Aargang, S. 174, 182.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
