Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
XVIII
FORTALE
som det sædvanlige, har det ikke kunnet undgaaes at jeg, saa vel som de øvrige,
der med mig danne den saakaldte nyere norske historiske Skole, mere eller mindre
maa have vakt deres Mishag, der endnu ej have frigjort sig fra det ældre Systems
Indflydelse og holde sig til de allerede opstillede Satser: et Mishag, som ogsaa
nu og da har været udtalt, ikke egentlig over nærværende Verk, der hidtil ej i
Norden selv er blevet underkastet nogen offentlig Granskning, men over
Resultaterne af vor Historieforskning i Almindelighed. Jeg har i den Anledning
udgivet et eget lidet Skrift «Om den saakaldte nyere historiske Skole i Norge», hvori
jeg, saa udtømmende, som det efter Omstændighederne lod sig gjøre, har søgt
at godtgjøre de tidligere Systemers Fejl, og det Ugrundede i den Paastand, at
andre Hensyn end Sandhedens Opdagelse alene skulde lede vore Granskninger
og styre vore Penne. Til dette Skrift, der paa en vis Maade kan betragtes som
en Hjelpe-Fortale til nærværende Verk, henviser jeg derfor dem af mine Læsere,
der nærmere ønske at gjøre sig bekjendte med Sagens nærværende Stilling1.
Af de Kildeskrifter, jeg ved Udarbejdelsen af nærværende Bind har benyttet,
ere flere, for saa vidt de ogsaa benyttedes ved første Bind, omtalte allerede i
1 Jeg kan dog ikke her lade en Ytring uberørt, der, om den end maaskee er ældre en hiint lidet Skrift,
og saaledes deri allerede paa en vis Maade har fundet sin Gjendrivelse, dog er altfor charakteristisk og
oplysende, til at jeg ikke nærmere skulde omtale den. I en Anmeldelse af Holmbergs «Nordbon under
hedna-tiden», i Sohlman’s «Nordisk Tidsskrift» for 1852, S. 308, heder det: «Den egentlige Nordbostammes, d. e.
vore Forfædres tidligste Skjebne og Indflytning i Landet skildrer Forfatteren overeensstemmende med
R. Keyser’s og P. A. Munch’s Arbejder og Forskninger, af hvilke han erklærer sig at være en ivrig
Tilhænger, skjønt han undviger de Norskheds-Overdrivelser, ved hvilke f. Ex. Professor Munch, af Ængstelse
for at Nordmannastammen ved dens Indvandring til Norge skal berøre Sveriges Grund, lader den i Stedet
for over Aalandshavet eller Bottnviken tage Vejen lige op til Nordiishavets Kyster». Her er altsaa deels
den Forudsætning temmelig naivt udtalt, at jeg mod bedre Overbeviisning skulde have anviist vore
Forfædre en usandsynlig Indflytningsvej, alene for at tilfredsstille en norsk Nationalforfængelighed, deels
den mildest talt smagløse Insinuation fremført, at det overhoved skulde kunne være nogen
Vederkvægelse for min Nationalforfængelighed at vide eller at faa Folket til at tro, at vore Forfædre ej
havde berørt svensk Bund. Jeg vil her ikke engang dvæle synderligt ved den Omstændighed, at
hvor jeg i nærværende Verk (I. 37) omtaler Indvandringen, nævnes baade Vejen om Nordkysten, og
den nordenom Bottnviken og videre gjennem Lapmarken som mulige, idet jeg kun erklærer den første
for den rimeligste, og med Bestemthed ytrer mig mod Muligheden af en Vandring gjennem Sveriges
Urskove; heller ikke derved, at om vore Forfædre end havde taget Vejen gjennem Lapmarkerne,
hvilket ogsaa Keyser antager, vilde de dog ikke endda have «berørt Svensk Grund», da Lapmarkerne
først senere kom til at tilhøre Sverige. Men jeg kan blot udtale min Forbauselse over den Naivetet,
hvormed man forudsætter, at en slig Bevidsthed om at vore Forfædre ej havde «berørt svensk
Grund» skulde kunne gjøre os nogen Glæde; en Naivetet, der i Sandhed altfor meget røber de
Principer, Enkelte endnu synes at fordre af eller forudsætte hos en saakaldet patriotisk Historieskriver;
og jeg kan ikke dølge min Indignation over den blindt hen grebne Sigtelse for hadefuldt Sindelag mod
Broderfolket, som Insinuationen indeholder. Naar man enten ikke kan eller ikke vil indsee, at den eneste
Grund, der har bragt mig til at antage det usandsynligt, at Nordmændene indvandrede over
Aalandshavet og Svithjod, er den, at de i saa Fald ej engang vilde være komne længer end til Svithjod, fordi de store
Skove, der omgave dette, vilde have standset deres videre Fremtrængen, i det mindste mod Vesten, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>